x

Andrew W.K. forener menneskeheden på nyt album

Andrew W.K. forener menneskeheden på nyt album

Partyrockeren Andrew W.K. fortæller til Billboard, at han har en stor del materiale, som han har arbejdet på med henblik på ikke blot et, men to albums. Andrew W.K. planlægger at indspille "et fokuseret og bundsolidt rock'n'roll album", men hvornår det nye materiale udkommer vides endnu ikke.

"Jeg vil genoptage arbejdet, så snart jeg kommer tilbage til New York i juni, og i løbet af sommeren vil jeg indspillet det nye album og forhåbentlig færdiggøre det hurtigst muligt uden at skynde på det. Det tager bare længere tid at indspille albummet på den måde jeg har valgt, nemlig at gøre det uden et band men bare (indspille) et instrument ad gangen. Det tager derfor tid, men det er det værd. Resultatet retfærdiggør midlerne for mig", fortæller W.K.

Albummet vil være det første fra Andrew W.K. siden "Close Calls With Brick Walls", som udkom i Japan i 2006 og på vinyl i USA, mens det udkom til resten af verden fire år efter i 2010.

Andrew W.K. debuterede i 2001 med "I Get Wet". Albummet blev hurtigt efter udgivelsen kendt for sit cover, et foto af Andrew W.K. med en strøm af blod fossende ud af hans næse ned over hans mund og hals. Albummet modtog stor ros, og GAFFAs Erik Barkman gav W.K. fem stjerner. Siden udkom "The Wolf" i 2003, som ikke opnåede den samme kommercielle succes som debutalbummet. Albummet indeholder sange i samme stil som debuten, men også mere dynamiske sange i stil med 70'er- og 80'er-bands som Supertramp og Asia.  

W.K. udgav "The Japan Covers" i 2008 (kun Japan), efterfulgt af instrumentalalbummet "55 Cadillac" og "Gundam Rock" (kun Japan), begge i 2009.   

Nogle af sine udgivelser har Andrew W.K. kaldt for "nogle specielt forretningsorienterede beslutninger under min unge og nye karriere", som han har været i gang med at gøre op for (resolve red.) siden 2009. "Tingene blev virkelige sindssyge, komplicerede og forvirrende, forretningsmæssigt og på det personlige plan, gennem de sidste par år", indrømmer han. "Jeg kæmpede mod de her omstændigheder, men nu påtager jeg mig ansvaret for alle beslutningerne, gode som dårlige, og nu er tingene bedre end nogensinde før. Vi har en ny form for forståelse mellem mit team og rådgivere, så det er min chance for at tage endnu et stort skridt fremad og udføre min ydmyge lille rolle for at fremme missionen – at forene menneskeheden gennem fest", fortsætter han.

Indtil det nye materiale udkommer, nyder Andrew W.K. at vende tilbage til sin fortid på "I Get Wet"-jubilæumsturnéen, hvor han optræder med det ikoniske festalbum fra 2001, som bliver rocket igennem fra A-Z hver eneste aften. "Jeg holdte ikke rigtigt styr på tiden, og den sneg sig bare ind på os", siger han. "Jeg var lidt chokeret over, at ti år er gået så hurtigt – men tiden flyver når du er i gang med at 'party hard'".

Selvom det er ti år siden debuten, nyder W.K. mere end nogensinde før at spille sangene fra albummet. "Det har været den største og bedste reaktion vi har fået på en turné, eller bare generelt. Så jeg er meget taknemmelig, og resultatet af denne følelse er at få det meste ud af det og arbejde hårdere end nogensinde før, og udnytte denne mulighed. Jeg føler mig stadig meget drevet og forbundet med den samme følelse, som fik mig til at gøre det, da jeg begyndte tilbage i '99, hvilket er alt jeg kan bede om", afslutter W.K. til Billboard.

Du har mulighed for at opleve en forhåbentlig veloplagt Andrew W.K., når han gæster Beta i København torsdag den 26. april. Billetter til festen kan købes via GAFFA Live


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA