De canadiske verdensstjerner indspiller duet
I den seneste tid har musikmarkedet været oversvømmet med det ene fantastiske canadiske navn efter det andet, men det nordamerikanske land kan stadig være leveringsdygtig i musik af tvivlsom kvalitet.
I hvert fald er det svært ikke at være pænt skeptisk over for et nyt samarbejde mellem pop-rockeren Bryan Adams og blondinen Pamela Anderson med de velformede fendere.
Om samarbejdet fortæller Pamela: ”Han fik mig overtalt til at indspille en sang med ham. Så vi tog til Chateau Marmont (hotel i Hollywood, red) og hang ud sammen. Jeg sang faktisk med ham og det lød ikke dårligt. Jeg er overasket.”
Det er meningen, at sangen skal inkluderes på Adams kommende opsamlingsalbum ”Anthology” der udsendes til oktober rapporterer playlouder.com.
Pamela er ikke helt grøn i musikverdenen, idet at hun tidligere har hygget sig en pæn del med Tommy Lee fra Mötley Crüe og Kid Rock.