Nyhed

Mænd streamer mere end kvinder

Danske mænd er foran kvinderne, når det gælder brugen af streamingtjenester som WiMP og Spotify

Analyseinstituttet YouGov har foretaget en undersøgelse for gratisavisen 24timer, der undersøger forskellene i danske mænd og kvinders brug af musik. Det mest interessante resultat er, at væsentlig flere mænd end kvinder bruger abonnementbetalte streamingtjenester som WiMP, Spotify eller TDC Play. Under hver tiende kvinde betaler for en streamingtjeneste – helt præcist 8 procent – mens næsten hver femte mand – helt præcist 19 procent – har et streamingabonnement. De adspurgte er 1005 repræsentativt udvalgte personer i alderen 18-74 år.

Kønsforsker ved Roskilde Universitetscenter Christian Groes-Green udtaler til 24timer, at forskellen skyldes, at teknologien er relativt ny og at mænd ofte ser sig selv som teknisk dygtigere end kvinder og derfor også tit er hurtigere til at bruge ny teknologi. Det bekræfter talsmand for WiMP i Danmark Thor Martin Jensen, der endvidere kan fortælle at WiMPs tjeneste bliver benyttet af kvinder i højere grad i vores broderlande Norge og Sverige. 

Ifølge en undersøgelse fra musikindustriens interesseorganisation IFPI Danmark ligger Danmark få år bagud i forhold til Norge og Sverige, men at udviklingen i brugen af digital musik ligner den, man finder i de to andre nordiske lande. 


Om kønsforskellen skyldes tekniske færdigheder eller andre årsager er uvist, men meget tyder på at kvinderne følger trop inden længe.

ANNONCE