Det succesrige engelske band Coldplay er kraftigt påvirket af kritikernes hårde dom over albummet ”X&Y”
Efter i mange måneder at have arbejdet hårdt på opfølgeren til det uhyre populære og succesfulde album ”A Rush Of Blood To The Head” var Coldplays medlemmer overbeviste om, at de med albummet "X&Y" havde produceret endnu en vinder, og det havde de til da til en hvis udstrækning også. Fansene har taget pænt imod albummet, og salget er gået forrygende, men kritikernes dom har – bortset fra i hjemlandet – overordnet set været hård, og den megen kritik har ifølge forsangeren Chris Martin påvirket bandet kraftigt.
Til New York Post udtaler Martin, at ”sandheden er, at det virkelig påvirket os. De dårlige anmeldelser, som ”X&Y” fik i Rolling Stone og The New York Times slog os helt ud af kurs,” udtaler Martin, der endvidere understreger, at den specielt harske anmeldelse i The New York Times fuldstændig knuste bandets medlemmer.
Coldplay er for øjeblikket på tour i USA, og som bekendt kommer turen også til Danmark den 30. oktober, hvor de britiske superstjerner giver koncert i Forum i København.