Nyhed

Clarence “Gatemouth” Brown er død

Den Grammy-vindende guitarist og sanger døde i en alder af 81 år

Den velrenommerede jazz- og bluesmusiker Clarence ”Gatemouth” Brown døde i weekenden efter i lang tid at have kæmpet med lungekræft og hjerteproblemer. Han blev 81 år.

Brown var ved sin død bosat i Louisiana, hvor han også blev født, og han var en af de mange mennesker, der mistede sit hjem til orkanen Katrina. Det lykkedes Brown at blive evakueret fra sit hjem inden orkanens hærgen, men ifølge hans booking-agent vejede tabet af hjemmet tungt på musikeren.

Browns karriere toppede i slutningen af 1940’erne, hvor han indspillede en række hits som blandt andet ”Okie Dokie” og ”Ain’t That Dandy”. Guitaristen og sangeren, der fik øgenavnet ”Gatemouth” på grund af sin exceptionelt dybe røst, startede karrieren i bluesens navn, men bevægede sig senere videre til både country og ikke mindst jazz.


I 1982 vandt han en Grammy for albummet ”Alright Again!”, og gennem årene har han indspillet med kunstnere som blandt andet Eric Clapton, Ry Cooder og Frank Zappa.

ANNONCE