Nyhed

Tredobbelt koncert med Robbie i Parken

Dansk avis hævder, at Robbie Williams skal spille tre aftener i streg i Parken

Ifølge dagens udgave af B.T. vil den britiske popartist Robbie Williams spille ikke færre end tre på hinanden følgende koncerter i Parken i København.

Det vil i givet tilfælde være første gang nogen sinde, at en kunstner forsøger at få fuldt hus i det kæmpe stadion tre aftener i træk, og hvis dette ambitiøse projekt skal lykkedes, skal der sælges ikke færre end 120.000 billetter.

Det er i forbindelse med den engelske charmørs turné med det kommende album ”Intensive Care”, der kommer på gaden den 24. oktober, at han vil lægge vejen forbi Parken. Ifølge berlingske.dk har hverken koncertarrangøren DKB eller Williams’ pladeselskab EMI dog endnu bekræftet koncerterne.

Allerede næste måned bliver der dog mulighed for at se Williams optræde på dansk jord, når han stiller op ved årets udgave af Nordic Music Awards i Forum i Frederiksberg den 29. oktober. Billetter til denne begivenhed kan købes på billetlugen.dk.


ANNONCE