Nyhed

Crowded House-trommeslager død

Peter Jones tabte kampen mod kræften, kun 45 år gammel

På billedet: Crowded House anno 1996 med Peter Jones nummer tre fra venstre

Det har været en trist weekend i musikkens verden. Ikke nok med at Robin Gibb fra Bee Gees døde i går af kræft, kun 62 år gammel. Også Peter Jones, tidligere trommeslager i det australske pop-rock-band Crowded House, døde i fredags ​​efter at have tabt kampen mod kræft i hjernen, blot 45 år gammel.

Peter Jones kom med i Crowded House i 1994, da den oprindelige trommeslager Paul Hester forlod bandet for at bruge mere tid med sin familie. I 1996 gik Crowded House dog i opløsning, og da de blev gendannet i 2007, var Peter Jones ikke længere med og erstattet af den tidligere Beck-trommeslager Matt Sherrod. Paul Hester begik selvmord i 2005 efter en længere periode med depressioner, og Peter Jones er således den anden Crowded House-trommeslager, der er afgået ved døden.


Crowded House blev dannet i 1985 i Melbourne under ledelse af sanger og sangskriver Neil Finn og udgav deres debutalbum i 1986. Albummet nåede en førsteplads på den australske hitliste og en 12. plads på den amerikanske ditto. Bandet var en stor succes i slutningen af ​​1980'erne og begyndelsen af 90'erne og er især kendt for hits som "Don't Dream It's Over" (1986), og "Weather With You" (1991).

Bandet skriver på sin hjemmeside:

"Vi sørger i dag over Peter Jones' død. Vi husker ham som en varmhjertet, sjov og talentfuld mand, der var et værdifuldt medlem af Crowded House. Han spillede med stil og ånd. Vi hylder ham og sender vores kærlighed og bedste tanker til hans familie og venner. "


Efter tiden med Crowded House arbejdede Peter Jones blandt andet som skolelærer.

ANNONCE