Nyhed

Aisha guider dig igennem sit debutalbum

Den danske soulsangerinde fortæller om sit debutalbum "Deeper Than Roots" sang for sang

Den danske soulpop-scene vokser med navne som Nabiha og Lukas Graham, og nu kommer endnu et navn til i form af soulsangerinden Aisha. Aisha har optrådt i mange år både som korsanger og med egne sange. I dag udkommer hendes debutalbum "Deeper Than Roots" på Target Records. 

Aisha har i ni år været korsanger for det legendariske band The Savage Rose og har desuden arbejdet sammen med Junior Kelly, BB Seaton og Tanya Stephens og har optrådt så forskellige steder som Grønland, Tunesien, Island og Ghana.

Aisha har eksklusivt for GAFFA lavet denne gennemgang af "Deeper Than Roots" sang for sang:


No One Loves Me Better: Beskriver skiftet fra singlelivets frihed til en tilværelse i fast parforhold.

Sangen skildrer det øjeblik, hvor forelskelsen er ved at drive over og rusen erstattes med de barske realiteter, som de fleste sikkert kender fra tosomheden. En hverdag præget af kedsomhed og daglige rutiner, som på samme tid er tryg og tiltrængt. Sangen beskriver frygten for at turde give sig hen til en andet menneske og om have tillid. Den handler om afhængighed, magtesløshed og om følelsen af at være paralyseret i et forhold. En kærlighedserklæring, et paradoks og en sang som de fleste kan synge med på. Et ærligt kig ind i sandheden, bag facaden af "relationer" for alligevel herefter at erklære, at ingen elsker mig bedre....

Stepping: Med et lille vink til Jamaica igennem de melodiske klavertoner indfanger "Steppin'" den følelse af at blive forelsket og falde dybere og dybere og miste kontrol over tingene. I blinde famler hun sig frem - forvirret og usikker, med rygsækken fyldt med en masse gammel bagage. "Steppin'" handler om, hvor klodset man kan blive når man er ramt af Amors pil. "Steppin'" beskriver den glatte underlag man går på, når man forsøger at balancere sund fornuft med følelsen af forelskelse.


Restless City: Den handler om de realiteter der siver ind jo længere du bliver i byen, og i takt med at fascinationen falmer og i stedet transformeres til en form for beklædningsgenstand. Et vedvarende, skadeligt forhold, der bliver mere og mere grimt og smertefuldt i sin desperate søgen efter skønhed og lykke. At bo i en storby kan undertiden beskrives som at være i et dårligt fungerende parforhold. Denne sang er et snapshot i denne dynamik.

I Can't Wait: "I can't wait till that day when you choose to walk the line". Sangen beskriver vedholdenhed i et forhold med en umoden fyr der ikke tør binde sig og give sig hen. Der bliver slugt nogle kameler i det indledende spil, men visheden om at han snart hengiver sig uden forbehold er sikker. Jeg har lagt kortene på bordet og venter nu blot på at han skal indse at han ikke kan undvære mig heller.

Mistress Mourn: En elskerindes klagesang. Beskriver en kvindes hengivenhed til en anden kvindes mand. Den handler om at være ensom, og et nemt offer i kærlighedens vold.


Sometimes: Er en af mine ældre sange. "Sometimes" skildrer en ulykkelig kærlighedsaffære der ikke kan ud leves og er dødsdømt fra starten. Trods det afsluttede forhold og de dårlige ods, jager og forfølger denne romance mig hver dag i flere år. Det er situationen hvor minder og billeder sniger sig ind i alt hvad jeg foretager mig. Sangen skildrer et inderligt ønske om at kunne rejse tilbage i tiden, vende tilbage til tiden før "dig og mig".

Læs resten af gennemgangen i GAFFAs artikelsektion.

Se en akustisk version af singleforløberen "No One Loves Me Better" nedenfor:


 

 

           


 

ANNONCE