x

Toto-koncert i Middelfart

Toto-koncert i Middelfart

Det amerikanske rockband Toto, der efterhånden har godt 30 år på bagen i musikbranchen, giver koncert i Middelfart næste år. Det er musikarrangøren Rock Under Broen, der har skrevet kontrakt med bandet, der lægger vejen forbi Lillebæltshallen den 6. marts.

Salget af de 2500 billetter starter på mandag på Fynsbilletten og BilletNet.

Koncerten kommer i forlængelse af udgivelsen af Totos nye album, der iføge bandets hjemmeside har fået arbejdstitlen ”Falling In Between”. Det er endnu uvist, præcist hvornår albummet bliver klar til udgivelse, men det forventes at komme i handlen til februar.

Toto udgav deres første album ”Toto” tilbage i 1978, men bandets hovedværk må siges at være albummet ”Toto IV” fra 1982, der indeholdt hits som ”Rosanna” og ”Africa”. Sidste studieudgivelse fra bandet er coveralbummet ”Through The Looking Glass” fra 2002.

Toto har tidligere spillet Middelfart. Nemlig som hovednavn ved Rock Under Broen 2000 under den Ny Lillebæltsbro.

Totos hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA