Nyhed

GAFFA TV: Se Slayer Big Band i aktion

Aarhus Jazz Orchestra og Cologne Contemporary Jazz Orchestra spillede bigband-udgaver af thrash-bandets numre

Et af de mere særprægede indslag på årets festival var Slayer Big Band Project. De to bigbands Aarhus Jazz Orchestra (indtil for nylig kendt som Klüvers Big Band) og tyske Cologne Contemporary Jazz Orchestra var gået sammen for at fremføre numre af de amerikanske thrash metal-veteraner Slayer. Et tiltag, som blandt andet skulle vise, at Aarhus Jazz Orchestra under den nytiltrådte leder Lars Møller vil tage hul på et mere alternativt repertoire end tidligere. For god ordens skyld skal det siges, at Cologne Contemporary Jazz Orchestra tidligere har spillet Slayer, så idéen er altså ikke helt ny.

GAFFAs anmelder var forholdsvis positiv over for projektet, som han tildelte fire stjerner og blandt andet skrev følgende om: "På knap 40 minutter kom Slayer Big Band Project igennem fem Slayer-numre, heriblandt den instrumentale "Bloodline", hvor der blev plads til noget så sjældent i metalverdenen som en solo for barytonsaxofon. Det forholdsvis talstærke publikum tog generelt godt imod musikken, selvom der ikke blev headbanget voldsomt. Det var også begrænset, hvor mange djævletegn der blev kastet, og på intet tidspunkt var der tilløb til moshpit foran scenen. Underholdende var det dog, og særdeles velspillet. Man må håbe, at de to jazzorkestre gentager projektet på et senere tidspunkt. Og koncerten understregede, at Lars Møller har bragt ny energi til Aarhus Jazz Orchestra."

Se en optagelse af "Read Between The Lies" fra koncerten på GAFFA TV nedenfor:


ANNONCE