Nyhed

Antonys pladesalg eksploderer

Salget af ”Antony And The Johnsons’ album er tyvedoblet siden bandet vandt Mercury Prize

Siden Antony And The Johnsons i sidste uge vandt den yderst prestigefyldte britiske musikpris, Nationwide Mercury Prize, der bliver uddelt til et britisk band på baggrund af deres seneste album, er salget af bandets plade ”I Am A Bird Now” eksploderet.

Pladebutikken HMV har registreret en tyvedobling i salget af albummet i England i løbet af den sidste uge, og således er albummet også fløjet op ad det britiske hitliste, hvor den er gået fra en ydmyg placering som nummer 135 til en øjeblikkelig 16.-plads. Så højt har albummet ikke på noget tidligere tidspunkt været på listen, og dette fortæller meget om den store betydning, som den britiske musikpris efterhånden har fået.

Formanden for HMV, Phil Penman, udtalte i den anledning:


”The Nationwide Mercury Prize bliver bare bedre og mere indflydelsesrig hver eneste år, og prisens effekt på salget af de nominerede bands bliver stadig mere udtalt.”

Den salgsstigning, som Antony And The Johnsons i den forløbne uge har oplevet, er den største i prisens 14-årige levetid.


Se bandets hjemmeside her!

ANNONCE