Kom ind til en lytter på synthpop-gudernes nye skive den 7. oktober på Culture Box i København
Eldorado Club og EMI/Mute inviterer den 7. oktober til en såkaldt pre-release party på Culture Box i København, hvor der blandt andet vil blive mulighed for at lægge øre til Depeche Modes nye album ”Playing The Angel”, der ellers først kommer på gaden den 17. oktober.
Arrangementet starter klokken 21.00, og den første time vil det nye album tone ud fra højtalerne, men herefter vil der også være masser af underholdning for alle elskere af synthpop af enhver afart. Således vil der i hovedrummet være masser af musik med Depeche Mode hele aftenen, mens der i kælderen vil blive spillet musik af alskens Mode-relaterede kunstnere.
I baren vil øllen Black Celebration fra Baggaardsbryggeriet i Holstebro blive solgt. Øllen skulle være skabt med direkte inspiration fra Depeche Modes musik, og den er blevet navngivet af salgsdirektøren Peder Hermansen, der er en kæmpe fan af bandet. Hvad dette så betyder for smagen, skal vi ikke kunne gøre os kloge på.
Det koster 40 kroner at komme ind til arrangementet, men så for man også en række overraskelser med i købet.