Husets Dag 2005

Husets Dag 2005

Billede: Monika Parlar

Det summede i går af kulturaktivitet fra kælder til kvist i Huset i Magstræde. Fra kl. 14 til 04 tourede kulturlystne københavnere rundt på de forskellige etager og fik sig diverse smagsprøver på de aktiviteter, der skal præge Husets fremtid. Der var fri entré hele dagen.

Efter en større ombygning, et lederskifte, en generel oprydning samt en række nye tiltag fejrede Kulturhuset med de mange og til tider turbulente år på bagen en ny æra i dets historie.

Kl. 14 indviede Kulturborgmester Martin Geertsen begivenheden med en officiel åbningstale i Husets cafe. Formanden for dansk Musiker Forbund Anders Laursen sagde også et par velmenende ord, ledsaget af repræsentanter for Tuborgfondet og Nordeafondet, der har ydet væsentlige sponsorater til Huset. Herefter satte festlighederne i gang. Alle kunstnere optrådte gratis.

Fremragende Rasmus Nøhr
I stueetagens cafe havde man etableret en singer-songwriter-scene, som først blev indtaget af Tobias Trier og Alberte, der begge var i sort. De optrådte både solo og i duet med forskellige numre fra deres respektive udgivelser, der affødte en vis applaus. Herefter blev scenen overtaget af interessante up-comingnavne som Mads Mouritz, Marie Key, Schack m.fl. Desværre var støjniveauet i Husets cafe for højt. Espressomaskinen og den omgivende snak bevirkede, at man ikke helt kunne lytte til en musikgenre, der kræver intens opmærksomhed.

På første sal var der historiefortællinger og improvisationsteater i Salon K. Mellem 14:30 og 18 optrådte teatergrupperne Bestsellers, Det Hvide Snit og De Gales Division. GAFFA.dk's udsendte fandt særligt Det Hvide Snits improvisationsteater underholdende. Gruppen, der har eksisteret siden 1989, improviserede i højeste potens med saftige og skingrende skøre historier, der satte alvorligt gang i lattermusklerne ved cafebordene.

Fra kl. 20 blev Husets nye jazzscene indviet. Salon K og Plan B på henholdsvis første og fjerde sal introducerede unge eksperimenterende bands, big bands og klassiske swingbands. Navne som Marc Davis, The Franck Brothers, Kjeld Lauridsen m.fl. slog deres folder på de to scener. Der var gode lydforhold og en intens klubstemning. Folk så virkelig ud til at hygge sig der i stearinlysets skær med fadbamserne inden for rækkevidde

Musikcafeen på tredje sal, der tidligere er blevet brugt som udlejningsscene, er nu blevet etableret som Husets eget spillested. Det skyldes musikforeningen Klub Leif, som til dagligt drives af unge kræfter fra Det Rytmiske Musikkonservatorium.
I går præsenterede Klub Leif kendte navne som Camille Jones, Rasmus Nøhr (billedet), Vildnis, Gypsies m.fl. i Musikcafeen. Lyden var suveræn, hvilket skyldes et nyt musikanlæg sponsoreret af Tuborgfondet. Derimod var der kvælende varmt i rummet. Til koncerten med Rasmus Nøhr sad folk og viftede om kap med foldere og andet udstyr for at få en smule luft. Man kan håbe på, at et fremtidigt udluftningsanlæg også vil blive sponsoreret.
Sveden drev altså af Rasmus Nøhr, mens han opførte sine fine, skæve københavnerballader, der faldt i rigtig god jord hos publikum. På et tidspunkt sprang en streng på hans guitar, men den unge troubadur lod sig ikke slå ud her. Han greb øjeblikkets kaos til at charmere sig ind på koncertgængerne med et par joviale kommentarer til hændelsen, inden han fik scoret sig en anden guitar. Som altid så utrolig ”glad i låget”. En fremragende koncert.

Læs mere om Husets nye profil på:


Husets hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA