x

Gorillaz spiller live

Gorillaz spiller live

Gorillaz' nye storsælgende album, ”Demon Days”, vil fra den 1. til den 5. november blive fremført i dets helhed i Manchesters operahus.

Det er dog ikke de todimensionale bandmedlemmer, som ved denne lejlighed vil stå i front, men derimod de gæstemusikere, som har medvirket på albummet. Det vil blive første gang nogensinde, at denne konstellation af musikere vil optræde live sammen.

Blandt de optrædende vil således blandt andet være Happy Mondays' gamle frontmand Shaun Ryder og den britiske hiphop-artist Roots Manuya, og flere navne skulle blive offentliggjort hen ad vejen.

Damon Albarn, der har produceret og været medkreatør på arbejdet med ”Demon Days”, vil også være til stede for at hjælpe med at bringe albummet til live på scenen, og han ser meget frem til begivenheden, som er én i en række af unikke musikalske begivenheder, der skal indvarsle en ny britisk festival med navnet Manchester International Festival.

”Det er fantastisk at være med ved begyndelsen af Manchester International Festival. Vi er meget spændte over at skulle samle alle gæsteartisterne på et sted til disse shows. Festivalen bliver en engageret og fremadskuende event, og det appellerer i høj grad til Jamie (Hewlett, red.) og jeg, og det passer perfekt til Gorillaz, ” udtaler Albarn.

Manchester International Festival er tænkt som verdens første internationale festival for originalt og nyt kunstnerisk arbejde, og det er meningen, at festivalen skal sparkes i gang i sommeren 2007.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA