Nyhed

L.O.C. indtager hitlisten

Den danske rapper topper på en liste præget af mange nyheder

Dansk hiphops største stodder L.O.C. har på sit nye album anlagt en mere moden tone, og denne bekommer åbenbart fansene ganske vel, for rapperens album ”Cassiopeia” er i hvert fald gået ind på en solid førsteplads på denne uges udgave Danmarks officielle hitliste. Her overtager den hæderspladsen fra veteranerne fra The Rolling Stones, der med deres meget roste nye udspil, ”A Bigger Bang”, er drattet fra førstepladsen og hele vejen ned på femtepladsen efter blot en enkelt uge på toppen.

James Blunt og Lis Sørensen ligger begge stadig lunt i svinget med placeringer på denne uges anden- og tredjeplads – præcis ligesom sidste uge.

Herudover er denne uges liste præget af et pænt antal nyheder. Ud over L.O.C. indtager eks-Beatlen Paul McCartney femtepladsen med ”Chaos And Creation In The Backyard” tæt forfulgt af Malurts ”Superlove Greatest” på sjettepladsen.


Albumdebuterende Spleen United er også på fornem vis gået direkte ind på top-20 med pladen ”Godspeed Into The Mainstream”, som indleder sin karriere på listen på en 12.-plads.

Også nede i den tunge ende af top-20 finder vi tre nyheder i form af henholdsvis irske David Gray med albummet ”Life In Slow Motion” (nr. 15), islandske Sigúr Rós med ”Takk” (nr. 16) og Junior Senior med "Hey Hey My My Yo Yo" (nr. 20).


Se hitlisten her!

ANNONCE