x

WhoMadeWho afslutter spektakulær videotrilogi

WhoMadeWho afslutter spektakulær videotrilogi

WhoMadeWho er aktuelle med afslutningen på deres videotrilogi "Pitfalls of Modern Man". Der er tale om en 11 minutter lang dobbeltvideo til de to sange "Running Man" og "The Sun" fra bandets seneste album, "Brighter". Videoen er instrueret af duoen Good Boy! Creative alias William Stahl og Michael Vogt, der også stod bag de to første dele i trilogien, videoerne "Keep Me In My Plane" og "Every Minute Alone" fra henholdsvis 2009 og 2011. Alle tre videoer i serien gør, som titlen antyder, grin med den moderne mand, ikke mindst yngre repræsentanter for den såkaldt kreative klasse. De to første videoer har vundet flere filmpriser og modtaget en lang række nomineringer ved store filmfestivaler og awardsshows, blandt andre UK Music Awards og L.A. Movie Awards.

I musikvideoen til "Running Man/The Sun" står WhoMadeWhos Tomas Barfod i centrum på samme måde, som Tomas Høffding gjorde det i videoen "Keep Me In My Plane" og Jeppe Kjellberg i "Every Minute Alone". Barfod optræder som C.E.O for det fiktive mediebureau Umlaut Creative. Firmaets unge, succesfulde mandlige ansatte tilhører i egne øjne eliten af samfundets kreative klasse med deraf følgende materiel velstand og kæmpemæssige egoer. Firmaets flok af alfahanner udfordres imidlertid, da firmaets HR-ansvarlige kræver en liste udfyldt med titlen "10 things to do before you turn 40". Opgaven udløser en kædereaktion af skrupler og fortvivlelse hos de ansatte, og inden længe forvandles deres stærke selvtillid til misundelse, vold og ødelæggelse…           

GAFFA har talt med Tomas Høffding fra WhoMadeWho og Michael Vogt fra Good Boy! Creative om videotrilogien og samarbejdet mellem musikvideoskaberne og bandet.

Tomas Høffding: – Det var i sin tid vores manager Jesper Majdall, der satte os i forbindelse med hinanden. Vi gav Good Boy! Creative frie hænder til at lave den første video, og da det blev et meget vellykket resultat, besluttede vi at fortsætte samarbejdet. Og vi har ladet Good Boy! Creative bestemme så meget som muligt, for vi har fuld tillid til dem.

Røvforkælet generation

Videoerne tager gas på mænd i 30'erne i den kreative klasse. Hvorfor er det lige blevet dem, I har kastet jer over, Michael Vogt?

Michael Vogt: – Vi syntes, det var oplagt at gøre grin med os selv og tage tingene lidt over the top. Vi er jo en røvforkælet generation, der har fået det hele forærende og er blevet vant til at blive strøget med hårene, især i 00'erne, og vi arbejder jo i den kreative branche.

Hvorfor er det blevet en dobbeltvideo?

Michael Vogt: – Det startede med videoen til "The Sun", men så greb tingene om sig. I "The Sun" viser vi portrætter af nogle personer, der ikke er tilfredse med deres arbejdsplads, selvom de har masser af succes, og så fik vi lyst til at lave en nærportræt af en af dem, og det blev så til "Running Man", hvor "The Sun" nærmest er endt som et appendix til "Running Man". Som man vil bemærke, er WhoMadeWho-medlemmerne slet ikke med i videoen, bortset fra at Tomas Barfod er overalt i "Running Man" på plakater og bogforsider. Vi blev nemlig enige om, at han skulle være hovedperson i videoen, ligesom de to andre WhoMadeWho-medlemmer Tomas Høffding og Jeppe Kjellberg var i centrum i henholdsvis "Keep Me In My Plane" og "Every Minute Alone", men han var i USA, da videoen skulle optages. Det er i øvrigt skuespillerne Adam Brix og Thomas Voss, der har hovedrollerne i henholdsvis "Running Man" og "The Sun".

Tomas Høffding: – Vi blev også enige om at lave to videoer, fordi singlen "The Sun" er udkommet i nogle lande, mens andre lande hellere ville have "Running Man" som single.

Tomas Høffding, kan du identificere dig med videoens kritik af mænd i 30'erne i den kreative klasse – en gruppe, I i bandet vel selv må siges at tilhøre?

Tomas Høffding: – Ikke rigtigt faktisk. Jeg synes, vi er gode til at nyde livet og ikke fokusere på status og materielle goder. Men vi kender mange af de typer, også i musikbranchen. I Danmark er vi jo noget forkælede med støtteordninger, transportstøtte, gode backstageforhold og alt muligt, som man ikke kender i udlandet. Og der har jeg oplevet mange danske bands brokke sig, når de kommer til udlandet og ikke bliver mødt med samme service. Der er mange, der bliver sure, hvis de ikke lige kan komme til at spille på deres guitarforstærker og den slags. I stedet for bare at tage deres instrumenter på ryggen og tage af sted og se, hvad der sker. Det gør vi i WhoMadeWho.

Vil I fortsætte samarbejdet med Good Boy! Creative?

Tomas Høffding: Måske på et senere tidspunkt, men i og med at dette er afslutningen på en trilogi, er det meget oplagt at slutte samarbejdet for denne gang for at prøve noget nyt næste gang. Men vi har været meget tilfreds med dem.

WhoMadeWho spiller live i ind- og især udland hele sommeren, mens Good Boy! Creative for tiden arbejder på kortfilmen "Bitter Pille", der tager udgangspunkt i det samme univers som de tre WhoMadeWho-musikvideoer. Filmens premiere er dog endnu ikke blevet fastlagt.

Se videoen her.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA