Århus kan se frem til en ekstra koncert med kvartetten den 9. november
Kashmir kan sælge koncertbilletter som aldrig før, og det til trods for at bandets nye album ”No Balance Palace” end ikke er kommet på gaden endnu. Således meldes der allerede nu om udsolgt fra mange af de spillesteder, som får besøg af det populære rockorkester, så vil man være sikker på at få en billet, skal man til at komme ud af startblokkene.
I Århus har fansene nu fået en ekstra chance for at se Kashmir rulle sig ud live. Ud over den oprindeligt planlagte koncert på Train den 10. november, som er så godt som udsolgt, vil der således blive afholdt en ekstrakoncert dagen før – altså den 9. november.
Koncerten vil begynde klokken 20.00, og prisen er 180 kroner.
"No Balance Palace" kommer på gaden den 10. oktober.