x

Torsten Larsen kommenterer habilitetsdebat

Torsten Larsen kommenterer habilitetsdebat

I sidste uge skrev vi, at Jens Unmack er blevet beskyldt for habilitetsproblemer, fordi han som medlem af Statens Kunstfonds Tonekunstudvalg for Rytmisk Musik har medvirket til at give penge til Nikolaj Nørlund, som Unmack i en årrække har haft et nært samarbejde med. Unmack har udgivet tre soloplader på Auditorium, alle produceret af Nørlund, og en opsamling. Desuden har Unmack og Nørlund været på fælles turné i 2008 og udgivet et fælles soundtrack til Jannik Johansens film "Hvid Nat" fra 2007.

Tildelingen fik kritiske røster frem fra såvel Michael Gøtze, professor i forvaltningsret på Københavns Universitet som en af Unmacks og Nørlunds musikerkolleger, sanger og sangskriver Torsten Larsen (billedet) fra gruppen Larsen & Furious Jane. De mener begge, at Jens Unmack har været inhabil ved uddelingen.

Dengang afviste både Jens Unmack og Bent Sørensen, formand for Statens Kunstfonds Tonekunstudvalg for Rytmisk Musik, at Unmack skulle have habilitetsproblemer, idet han ikke for tiden har noget samarbejde med Nikolaj Nørlund. Senere har både Nikolaj Nørlund og Bent Sørensen givet deres holdninger til kende på henholdsvis sin hjemmeside og i Politiken.

Nu giver Torsten Larsen også sin version af historien. I et debatindlæg til GAFFA gentager han, at han finder Jens Unmacks og Tonekunstudvalgets dispositioner problematiske, og han mener desuden, at man ikke kan tillade sig at være forarget over udtalelser i et lukket forum på Facebook.

Vi bringer her Torsten Larsens debatindlæg i sin helhed:

"'With A Little Help From My Jens?'

"Det værste er, når debatten får den drejning, at man skyder direkte mod Kunstfonden og dermed kunsten. At man sætter spørgsmålstegn ved om kunststøtten og dermed kunsten i det hele taget har en berettigelse på grund af en enkelt sag – at den lille snebold, der startede som en useriøs kommentar på Facebook, skal blive til en kæmpe lavine, der vælter hele det fantastiske kunststøttesystem, vi har i Danmark."

Sådan skriver formand for Tonekunstudvalget for Rytmisk Musik, Bent Sørensen, i et debatindlæg i Politiken, som GAFFA videreformidler onsdag. Det er den anden repræsentant for det etablerede miljø, der er ude i et bittert og følelsesladet forsvar for den danske kunststøtte inden for de seneste dage, efter Nikolaj Nørlund tidligere var på banen med en åbenbart meget efterspurgt kommentar.

Kunststøtten er ikke under angreb. Det er Bent Sørensen eller Nikolaj Nørlund sådan set heller ikke. Det, debatten drejer sig om, er, at vi i Danmark har en lov, der hedder forvaltningsloven. Og den er Bent Sørensens udvalg underlagt.

At både Bent Sørensen og Pernille Bévort (i TV2 NEWS) fra udvalget samt Nikolaj Nørlund mere eller mindre mellem linjerne giver udtryk for, at støtten til den rytmiske musik ikke kan forvaltes inden for rammerne af den nuværende lovgivning, giver uagtet dette postulats sandhedsværdi ikke carte blanche til at ændre praksis, før det lovmæssige grundlag er på plads. Det virker som om, at en bestemt del af det danske musikmiljø har givet sig selv en hævdvunden dispensation fra gældende lovgivning og nu er fornærmede over, at denne overhovedet skal debatteres.

Kunststøtten er ikke til debat – men det er måden, den forvaltes på.

Lad mig udløse spændingen og afsløre, at jeg er den forsmåede ansøger, der har startet den useriøse debat på Facebook, som Bent Sørensen så harmdirrende refererer til. Ja, den er god nok. Hvor startede jeg den så? Som et offentligt smædeskrift afsendt fra Larsen & Furious Janes officielle Facebook-side, der følges af 1200 mennesker? Nej, det startede dybt useriøst (i vanlig stil) på min private Facebook-væg. Jeg har pt. 247 venner (Bent Sørensen, Jens Unmack, Pernille Bévort og Nikolaj Nørlund er ikke blandt dem, og så vidt jeg ved heller ikke medarbejdere eller ledere i Kulturstyrelsen), og der er ingen abonnementsfunktion tilknyttet.

Jeg bærer selvfølgelig ansvaret for ikke at have fået tjekket op på mine privatlivsindstillinger efter endnu en gang ændringer på Facebook, men på den anden side mener jeg, at man selv må tage de knubs til egoet, der følger med, når man bevæger sig ind på en anden persons væg. Hvis nu Bent Sørensen, Nikolaj Nørlund og Kulturstyrelsen står og kigger ind ad mit vindue, mens jeg er nøgen, så er det vel svært at afgøre, hvem der krænker hvem?

Pointen i hele mit Facebook-rant var, at det udefra set har virket som om, at det har været noget lettere at komme i betragtning til legater i år inden for den forgrening, som man tidligere kaldte rock/pop, hvis Jens Unmack på forhånd har haft kendskab til ens projekt. Den pointe står jeg ved, selv om den blev formidlet klodset og med fokus på at spille fransk klovn for den lille procentdel af mine Facebookvenner, der interesserer sig for offentlig kulturstøtte. At en halv kulturstyrelse, et forbitret udvalg og Nikolaj Nørlund og Ulige Numres fælles, nævenyttige manager har læst med over skulderen, er selvfølgelig ikke heldigt, men jeg synes, at reaktionen har været, som når en mus bevæger sig ind i cirkuselefanternes telt. Er bemærkninger på en privat Facebook-væg, adresseret til 247 personer, virkelig den snebold, der kan udvikle sig til den kæmpelavine, der kan vælte hele det danske kunststøttesystem? Næppe! Hvis altså ikke der er noget alvorligt galt med systemet.

Om systemet virker, finder vi ikke ud af i denne omgang, da meget tyder på, at Kulturstyrelsen har arbejdet med et selvstændigt sæt retningslinjer for habilitet, som altså af en juridisk ekspert bedømmes at være lempeligere, end lovgivningen tillader. Kulturstyrelsens indstilling har ikke ændret sig eller er blevet uddybet, siden jeg første gang fik svar på mit spørgsmål om, hvorvidt det var i strid med lovgivningen, at Jens Unmack sad med ved bordet, da Nikolaj Nørlunds ansøgning blev behandlet. Kulturstyrelsen fastholder således, at der intet er at komme efter.

Bent Sørensen taler i et interview med AK24syv samt i sit eget debatindlæg om ansvaret for at blive siddende, når man er i tvivl om sin egen habilitet. Det er en helt omvendt og forskruet tankegang. Lovgivningen er også til for at beskytte udvalget: Der skal ikke kunne rejses tvivl om udvalgsmedlemmernes habilitet. Hvis udvalgsmedlemmer er blevet instrueret i, at det faglige ansvar for fordelingen er vægtigere end tvivl om egen habilitet, så er det Kulturstyrelsens ansvar. Udvalgets egen troværdighed lider dog under, at der stadig ikke er nogen, der har erkendt, at der faktisk kan være et reelt problem i forhold til lovgivningen. Og som en bekendt tørt bemærkede i forhold til, at Unmack blev siddende under henvisning til Kulturstyrelsens retningslinjer for habilitet i forhold til Nikolaj Nørlunds ansøgning: Det er ikke forbudt at tænke selv.

Måske er det dét lille ansigtstab, der ikke er til at bære for disse nationale koryfæer, og som gør, at de fastholder sig selv i en anstrengende defensiv position, hvor strategien åbenbart er at benægte alt og henlede opmærksomheden på, hvor dejligt, det er at vi har kunststøtteordninger i Danmark, og at det ikke skal ødelægges af en forsmået ansøger og hobbymusiker som mig? Hobbymusiker er i øvrigt en betegnelse, som jeg har fået af Ulige Numre og Nikolaj Nørlunds fælles manager, Mads Ravnsbæk Sørensen, der brugte det i et smædeskrift, som dels gik rundt på Facebook og dels blev postet på GAFFA.dk under brugernavnet "mads". Så selv om Nikolaj Nørlund mener, at det er et historisk lavpunkt for Politiken at citere fra debatten på GAFFA.dk, så er hans egen repræsentant altså ikke for fin til at agitere i dette forum. Det må I lige have afstemt, drenge.

Hvis der er nogen, der går og grubler over et eller andet offentligt anliggende, som de synes virker forkert, så gå for guds skyld langt uden om. Lad det ligge. Indtil for få uger siden var jeg lykkeligt uvidende om, hvilket pres, der etableres, når man (flabet, bevares) sætter spørgsmålstegn ved dispositioner i det offentlige rum. Uvidende om, hvordan en offentlig institution, der ifølge en ekspert i forvaltningsret højst sandsynligt har begået en fejl, ikke siger: "Hov, du kan have ret. Det må vi undersøge", men i stedet automatisk går i skyttegravskrig mod én kritisk borger og udsender pressemeddelelser, om at der ingen problemer er.

En pressemeddelelse som via Ritzau ukritisk optages i mange danske medier, og som for langt de fleste nu står som det (s)eneste, de har hørt om denne sag. Uvidende om, at enhver optakt til en offentlig debat forsøges slået ned af såkaldte mediepersonligheder under henvisning til Jantelov og ondt i røven. Uvidende om, at hvis man kritiserer udvalgets dispositioner, så er man ikke blot en fjende af udvalget, men af kunsten selv. Desværre er jeg ikke uvidende om disse forhold længere. Desuden er jeg efterhånden ret overbevist om, at Kulturstyrelsen og udvalget har brugt mere tid på at kigge på min private Facebook-væg end på min ansøgning.

Jeg forstår godt, at mange er ved at være trætte af denne debat – det er jeg i øvrigt også selv. Men hvis man er interesseret i, at vi skal have en velfungerende og tidssvarende kunststøtteordning, så er det vigtigt, at vi får fulgt sagen helt til dørs og får fat i fundamentet. Lad dig ikke distrahere af, at Nørlund og Sørensen m.fl. har travlt med at gøre det til en principiel diskussion om kunststøtte (for eller imod, ven eller fjende). Der er ingen grund til at bygge en smuk kuppel oven på et skideskur – forstået på den måde, at vi ikke skal kaste os ud i hverken gennemgribende eller kosmetiske ændringer, før vi ved hvad, der er hvad, i den aktuelle sag."


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA