Bandet giver ekstrakoncert i KB Hallen 1. februar
Nærmest som forventet har Mew fået flotte anmeldelser for deres seneste album "Mew and The Glass Handed Kites", og interessen for bandets kommende turné er ikke overraskende stor.
Mew kan allerede nu meddele, at koncert i KB Hallen 15. oktober er helt udsolgt, og derfor har de nu arrangeret en ekstrakoncert samme sted. Det betyder, at Mew også kan opleves i KB Hallen 1. februar, og forsalget til den koncert begynder i morgen via www.billetlugen.dk og Fona-butikkerne.
Den danske kvartet er netop kommet hjem fra en UK-tour, der var så godt som udsolgt hver aften, og successen ser ud til at gribe om sig i udlandet. Eksempelvis er der arrangeret to koncerter i Helsinki, hvor den første solgte ud på blot 5 minutter og ekstrakoncerten den følgende formiddag. Nu skal det så blive spændende, om salgstallene kan leve op til den massive forhåndsinteresse.