Nyhed

Næsten udsolgt til Roskilde Festival

Der er små to uger til, at warm-up-perioden starter, og nu kan festivalen melde næsten udsolgt

Hvis du har planer om at opleve Roskilde Festival i dens fulde længe og endnu ikke har erhvervet dig en billet, så er det ved at være sidste udkald. Festivalen meddeler nu, at der allerede er solgt 70.000 af de 77.000 billetter som er sat til salg i år. Erfaringer viser, at billetsalget går hurtigt i disse dage.

"Vi er ved at være der, hvor man skal skynde sig, hvis man vil have billet. Vi er næsten udsolgt. Og vi sælger pænt mange billetter hver dag lige nu," siger Roskilde Festivals talskvinde Christina Bilde til Politiken.dk

Billetsalget for årets festival ligger på niveau med sidste år, og man regner med at få udsolgt af partoutbilletterne. Endagsbilletterne til lørdag blev udsolgt for allerede en måned siden, hvilket nok primært skyldes, at det er den dag Bruce Springsteen kan opleves på Orange Scene.


Der er stadig endagsbilletter til festivalens andre dage, men også her regner man med at salget stiger.

"Det er meget normalt, at salget af en-dags-billetter begynder at rykke nu, hvor spilleplanen er blevet lagt ud," fortæller Christina Bilde til Politiken.dk

Det samlede antal bands på dette års udgave af Roskilde Festival nærmer sig 200, og øverst på plakaten står blandt andre Bruce Springsteen, The Cure, Björk og Jack White.


Billetter til årets festival koster 1.790 kroner og kan købes via GAFFA Live

ANNONCE