Nyhed

Salg af digital musik tredoblet

Ifølge tal fra IFPI vokser salget af downloads markant

I en artikel hos BBC fremgår det, at ifølge tal fra brancheorganisationen IFPI er salget af digital musik på verdensplan tredoblet sammenlignet med salget i første halvår af 2004. Det betyder at det nu estimeres, at downloads fra onlinebutikker som iTunes nu udgør 6% af det samlede pladesalg.

Samtidig beregnes det, at den samlede globale indtægt i forbindelse med salg af cd'er er faldet med 6,3% og trods stigningen i salg af downloads er den samlede indtægt i forbindelse med musiksalg alligevel faldet med 1,9%. Det betyder et samlet fald i indtægt på $200 milioner, hvilket er omkring 1,25 mia. kroner.

IFPI forklarer boomet i lovlige downloads med udbredelsen af bredbånd, bærbare digitale musikafspillere og mobiltelefoner, der kan afspille musik. Samtidig synes download-markedet at have overtaget markedet for salg af singler.


Salget af digital musik er naturligvis vekslende fra land til land, men i England estimeres det, at der blev solgt ti gange så mange singler digitalt end det forgangne år.

ANNONCE