Nyhed

Boy George anholdt i narkofadæse

Den tidligere popstjerne blev anholdt efter selv at have kontaktet politiet

Den tidligere popstjerne Boy George var fredag involveret i en noget speget affære, da han blev anholdt i sin lejlighed i Little Italy i New York efter selv at have tilkaldt myndighederne.

Det britiske 80’er-ikon tilkaldte politiet for at anmelde et indbrud, men desværre havde den omtågede stjerne glemt at gemme stofferne af vejen, hvorfor han til sin store overraskelse blev anholdt for besiddelse af kokain, da politiet dukkede op.

Ifølge New Yorks politi skulle den tydeligvis forvirrede og narkotikapåvirkede Boy George have udbrudt ”Hvad sker der?”, da politiet på hans egen initiativ dukkede op i lejligheden. Det fortæller en talsmand for politiet ifølge nyhedsbureauet AP.


Boy George har tidligere haft store problemer med at styre forbruget af narkotika, og tidligere har en engelsk domstol beordret ham i afvænning, da han i 1986 blev fundet skyldig i besiddelse af heroin.

ANNONCE