x

GAFFAs rockanmelder: Det skal du høre på Roskilde

GAFFAs rockanmelder: Det skal du høre på Roskilde

Roskilde Festival nærmer sig med stormskridt, og i den anledning har GAFFA spurgt en række af sine anmeldere om tre navne, de skal se på årets festival, sammen med et par anekdoter fra deres henholdsvis første og bedste Roskilde-oplevelse. Her gælder det rockanmelder med mere Lars Löbner Jeppesen.

 

Det skal jeg høre på Roskilde:

Jeg har allerede set Spleen United live 15 gange i år, men har langt fra nået mæthedsgrænsen når det gælder deres på samme tid balstyriske og stramme liveoptræden. Og med showstart klokken 02:30 skal det nok bliver herligt primalt. Og så ser jeg gerne, at de får en musikalsk og teknisk oprejsning, efter deres sidste Roskilde-show i 2008, hvor teknikken gik ned, og de måtte træde vande i hvad der føltes som en evighed, indtil problemet blev løst. Helt skidt var det dog ikke, for i slutningen af showet fik Rune (det er ham der ligner Dandy Dan fra Bugsy Malone) afløb for frustrationerne ved at smadre sin sikkert ikke helt billige synth.

Islandske Dead Skeletons har spillet sig langt ind på mig, med deres debut fra sidste år, Dead Magick, så jeg ser ualmindeligt meget frem til endnu en af de sene forestillinger for natteravne. Som oftest findes festivalens bedste oplevelser, både socialt og musikalsk i de sene aften- og nattetimer, hvor forbeholdene og energien er kørt i bund, og man som et overtræt barn drages mod det uvante. Jeg erindrer i hvert fald overvældende gode koncerter hen over årene med så forskellige navne som Hidden Cameras, Underworld og en lang række obskure metalbands. Efter Dead Skeletons har rumsteret med deres dødsridt-boogie vil jeg spæne alt hvad remmer og tøj kan holde for at nå...

...en med garanti gennemsvedt Lee Fields, i færd med at levere en koncert, der sikkert vil vende lige så mange mundevige opad, som Charles Bradley formåede sidste år. For sammen med backingbandet The Expressions er Fields garant for autentisk soul af den guldrandede slags. Jeg aner ikke hvor gammel Fields er, men han debuterede for over 40 år siden, så helt ung kan han ikke være, og derfor er det i øvrigt ikke særligt pænt af festivalen at bede en så gammel mand om at være oppe så længe. Men måske netop derfor er der også noget usædvanligt i vente her.

 

Min første gang på Roskilde:

Der har aldrig været penge i min pung til overdådige udskejelser som en Roskilde-billet, og da jeg er en frygtelig hystade hvad angår hygiejne, så blev mit første Roskilde-besøg først i 1999, hvor jeg via mine to nye papbrødre kom med på byggeholdet på Orange Scene. Det betød at der var en rigtig seng at sove i og gode badefaciliteter omme bag scenen. Jeg husker ikke synderligt meget fra det år og da slet ikke musikalsk, da en festival jo i bund og grund også bare er en anledning for at ligge i spritmarinade med nye og gamle venner.

Men jeg erindrer at spilde skoldende kaffe ned ad mig selv i ren befippelse over at møde Michael Stipe omme bag Orange Scene, og det var også det år, hvor jeg åd en halv bradepandefuld af chokoladekage, der viste sig at være generøst krydret med hash, med det udfald, at mine ben opgav opgaven om at holde mig oprejst, så jeg måtte kravle hjem. Undervejs fik jeg stjålet mine madbilletter, og den sidste my værdighed mistede jeg morgenen efter, da jeg vågnede op i en skurvogn med hovedet plantet i opkast. Vel at mærke mit eget. Jeg fik vist også klippet mit armbånd. Eller var det et andet år?

 

Min bedste Roskilde-koncert:

- 2004 var et helvedsår på grund af de enorme mængder mudder der skulle forceres hver gang man skulle fra én scene til en anden i skildpadde-fart. Så der skulle en ung knægt til at minde mig om glæden ved rent faktisk at være på festival. For da en tidligere kollega spurgte om jeg ville assistere hans dreng over til Wu-Tang Clan koncerten på Orange Scene, sprang jeg til, og gennem drengen oplevede jeg den helt rigtige festival-stemning blusse op igen. For som gratist bliver man hurtigt frygtelig forvænt med ordnede forhold, og der er ikke noget som regn, mudder og hjemve, der kan få privilegerede anmeldere til at vise hvor krukkede de er.

Den negativitet var fuldstændig fraværende hos drengen jeg fulgtes med, for han var selvsagt bare lykkelig over at være på Roskilde Festival, på samme måde, som jeg var lykkelig over at have været til Sort Sol-koncert som 14-årig en hel del år forinden. Der havde været meget snak om, hvorvidt hiphop-kollektivet overhovedet ville dukke op, da de livemæssigt var mere kendte for at melde afbud. Men de kom sgu. Bortset fra Method Man og en fortsat savnet Ol' Dirty Bastard, men det gjorde ikke spor, for min følgesvend lyste op som kun et barn kan over de tunge beats og al den meget råben i munden på hinanden, som rappere benytter sig af live.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA