x

Mika: Endelig på Nibe Festival – med hørelsen tilbage

Mika: Endelig på Nibe Festival – med hørelsen tilbage

GAFFA fik lejlighed til at mødes med Mika efter koncerten på Nibe Festival. Og så blev der rippet op i et gammelt sår.

Du skulle have spillet her for fem år siden, men måtte aflyse. Det gjorde dig jo ikke just populær. Føler du, at du og publikum "kissed and made up" under koncerten?

Mika: "(griner) Det ved jeg ikke. Det må du spørge dem. Da jeg aflyste sidst, var den helt gal med mig. Jeg mistede 60 procent af hørelsen. Når sådan noget sker, så bliver man bange for, om man bliver døv, om karrieren er slut. Jeg gik helt ned og var til rotterne. Men jeg fandt balancen, og jeg fik det meste af hørelsen igen, men jeg er aldrig helt kommet mig. Hvis jeg skal på restaurant, skal jeg sidde i et hjørne med det ene øre mod muren for at kunne høre. Men jeg ville ikke lade mig slå ud. Det ville jo ikke hjælpe på min karriere. Så jeg holdt min kæft og slugte kamelen, og det var det bedste, jeg kunne gøre. Jeg ville gerne rejse mig og sige 'jeg er lidt sent på den, men jeg er her nu'".

Og det er du så nu. Og du har et nyt album "The Origin of Love" på vej (udkommer i september), som er fyldt med kærlighedssange...

Mika: "(smiler grinende) Ja, ikke normale kærlighedssange. Temmelig ukonventielle".

Og det stiller jo klichéspørgsmålene i kø, og jeg vil først gerne høre, hvad der drev dig til at lave et album med kærlighedssange?

Mika: "Hmm, at miste kærligheden og så blive forelsket igen meget hurtigt. Og ride med på den bølge. Først og fremmest havde jeg ikke skrevet en sang i halvandet år og været på turné i to år. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle komme i gang igen. Og hver gang, jeg tænkte på at skrive sange, følte jeg mig presset. Og da jeg så forelskede mig igen, forelskede jeg mig også i at skrive sange igen. Jeg har skrevet sange, siden jeg var 11 år gammel, så sangskrivning var mit job. Ikke at skrive i halvandet år var meget mærkeligt. Men at forelske mig i et nyt menneske var motivation nok til at forlade mit liv i London, pakke min kuffert og kontakte Nick Littlemore (producer), som jeg gerne ville arbejde sammen med. Og så skrev jeg titelnummeret til det nye album "The Origin of Love". Og jeg tog ikke hjem i et halvt år, og skrev albummet i løbet af den tid". 

Du siger, at albummet indeholder ukonventionelle kærlighedssange. Hvad gør dem ukonventionelle?

Mika: "Der er alle mulige slags kærlighedssange. Der er en, der hedder "Love You When I'm Drunk", der er en sang, der handler om at hade kærlighed, der er "The Origin of Love", der handler om den romersk-katolske kirke, og min foragt for religionens lænker. Det er ikke ligefrem 90'er-ballader (griner)".
Læs et længere interview i GAFFAs artikelsektion.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA