De skotske partyrockere debuterer på en ydmyg 8.-plads på hitlisten, som stadig toppes af M:G:P 2005
Franz Ferdinands opfølger til sidste års umådeligt populære og kritikerroste debutalbum er blevet mødt med nye roser i pressen, og derfor kunne man vel have forventet, at de fire skotters nye skive "You Could Have It So Much Better" ville have debuteret på toppen af den danske hitliste. Men skotterne lægger ydmygt ud med en 8. plads på denne uges udgave af den officielle danske hitliste.
I stedet domineres toppen af listen for tredje uge i træk af M:G:P 2005, og på andenpladsen finder vi den animerede Crazy Frogs skøre hits.
Både Katie Melua og Mew holder fast i sidste uges top-5-placeringer. Melua er med albummet "Piece By Piece" kravlet op på tredjepladsen, mens Mew er rykket en plads ned til fjerdepladsen.
På femtepladsen finder vi den eneste anden nyhed i top-20 ud over Franz Ferdinand. Det er her en gammel kending, der har lagt flot ud på listen. Det er nemlig Anne Linnet, der med sit nye album "Her Hos Dig" endnu engang beviser, at hun kan vække gehør hos de danske pladekøbere.