x

Shaka Loveless på vej med debutalbum

Shaka Loveless på vej med debutalbum

2012 var kun lige begyndt, da en YouTube-video med rapper og sanger Shaka Loveless begyndte at florere på de sociale medier. Videoen var en akustisk live-optræden af nummeret "Tomgang", der efter en tur forbi studiet blev et af årets helt store hits.

Nu har debutsinglen sikret Shaka Loveless platin, for mere end 30.000 downloads og 1,8 millioner streams. Musikvideoen til "Tomgang" er desuden blevet set mere end to millioner gange på YouTube, og singlen har i ti uger ligget i top 10 på den officielle danske hitliste.

"Nu har jeg arbejdet med musik i rigtig mange år, og derfor er det fantastisk at prøve at være en del af noget der får succes på denne her måde. Jeg er meget taknemmelig og glæder mig til at I skal høre mere fra mig", fortæller Shaka Loveless.

Rapperen startede sin musikkarriere i det danske r&b/hiphop-band Gypsies, som udsendte debutalbummet tilbage i 2007. Ved siden af havde bandmedlemmerne også tid til rockbandet Are We Brothers?, og i starten af 2012 brød Shaka Loveless så igennem med sit soloprojekt.

Lige nu er han ved at lægge sidste hånd på debutalbummet, som er produceret i samarbejde med Donkey Sound (Fresh-I, Pharfar) og som har fået udgivelsesdatoen 1. oktober. I august kan man se Shaka Loveless til Smukfest, og i samme måned udkommer den anden single "Ikke Mere Tid".


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA