x

Sound of Copenhagen live i Koncerthuset

Sound of Copenhagen live i Koncerthuset

Sound of Copenhagen er et nonprofit-projekt, som Le Gammeltoft og nu afdøde Kjeld Tolstrup stiftede i 2008 med det formål at udbrede kendskabet til dansk elektronisk musik. Det er blevet til i alt otte albums, en eksklusiv udgivelse og det niende udspil på vej, og nu udvides projektet også med en live-koncert, som præsenterer både store og små elektroniske navne fra den danske musikscene.

"Elektronisk musik kan også opleves uden at danse, det er en anden oplevelse, når man sidder ned og lytter i en sal med helt fantastisk lyd", siger Le Gammeltoft, som sammen med Simon Jul skal være vært ved koncerten. De vil sammen guide publikum gennem et line-up af store og små artister, der hver især spiller mellem to-tre numre. Programmet vil både indeholde nye numre og numre, der er kendt fra Sound of Copenhagen-udgivelserne.

Der er endnu ikke blevet løftet sløret for det endelige program, men publikum kan til koncerten blandt andre opleve Suspekt, Vinnie Who (billedet) og Hankat.

Den niende Sound of Copenhagen-udgivelse er på gaden den 9. august, og efter ønske fra Kjeld Tolstrup udkommer der i oktober en vinylboks med alle ni album samt en eksklusiv ny udgivelse.

Sound of Copenhagen live foregår i Koncerthuset lørdag den 13. oktober klokken 20.00, med efterfølgende fest i Studie 1. Billetter kan købes fra på fredag via GAFFA Live


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA