Nyhed

Karen Mukupa og Wafande besøger Christiania

På søndag er der reggae og hiphop i luften til gratiskoncert på Nemoland

Hele sommeren igennem inviterer Café Nemoland på Christiania til udendørs gratis koncerter, og har indtil videre haft besøg af blandt andre I Got You On Tape, Pato Siebenhaar og Sussie & Leo. På søndag er det så Karen Mukupa og Wafandes tur til at give koncert under åben himmel.

Mukupa startede ud i begyndelsen af 1990'erne som den ene halvdel af den danske hiphop duo No Name Requested, som udover Mukupa bestod af Natasja. Duoen er i dag kendt og rost for deres enorme bidrag til dansk hiphop og reggae. Til trods for deres stærke lyd formåede No Name Requested ikke at udgive et fuldlængde album, men to singler opnåede succes i det danske hiphop undergrundsmiljø.

I 2000 debuterede Mukupa som solist og tidligere i år udkom det seneste udspil i form af "Human". Et album der af GAFFAs Sohail Hassan fik tre stjerner og blandt andre følgende ord med på vejen:


"På det nye album dyrker Mukupa i højere grad sine afrikanske rødder og synger bl.a. på swahili. Hendes vokal er heller ikke i verdensklasse, men der sker noget, når hun skifter fra engelsk til afrikansk. Det er, som om hun får mere karakter, og det hele går op i en større enhed. (…) Mukupa har altid gjort sig bedre på de dansevenlige numre. Der er et stykke vej endnu, før Mukupa ikke er til at overse, men med dette album tager hun alligevel et stort skridt i den rigtige retning".

Makkere på hjemmebane

Det er klokken 18.00 at Mukupa står på Nemolands Scene for, som flere gange før, at underholde sit hjemmebanepublikum. Når klokken har passeret 20.00, skifter scenen til en anden ven af Christiania: Wafande.


Han vil med garanti sætte et smil på publikums ansigter, når han spiller singlen "Gi' Mig Et Smil" fra debutalbummet "Du Ved Det" som udkom sidste år. Albummet blev modtaget med stor ros fra anmelderne. GAFFAs rutinerede reggaeskribent Henrik Bæk gav albummet fem stjerner og skrev blandt andet at "det er nemlig afsindigt svært at sidde stille og lade være med at synge med på de sjove og skæve tekster, der fortsætter, hvor Bikstok slap for nogle år siden med masser af humor og selvironi mellem rillerne. Wafande holder sig ikke tilbage fra at eksperimentere med teksterne og vrider dem originalt rundt (…)". 

Med sig på scenen har Wafande besøg fra det føromtalte Bikstok i form af Pharfar, og også Kaka vil denne aften bakke op om den dansk/franske/afrikanske sanger og sangskriver.

Se hele Nemolands sommerprogram på deres hjemmeside.  


ANNONCE