x

Kom i form med Flo Rida

Kom i form med Flo Rida

I søndags optrådte Flo Rida til årets udgave af Teen Choice Awards, hvor han også var nomineret til tre priser. Priserne måtte han se Nicki Minaj og Justin Bieber modtage, men han kunne stadig opleves på scenen, hvor han optrådte med et medley af sine to hits "Whistle" og "Wild Ones". Billboard fangede den amerikanske sanger på den røde løber, hvor han fortalte, at han lige nu arbejder på en workout-dvd.

Den kommende dvd kan muligvis allerede være på gaden i slutningen af dette år: "Det er helt sikkert noget jeg kommer til at gøre. Jeg har et ret stort workout-regime. Jeg har altid været glad for fitness, og mine fans kommer helt sikkert til at kunne nyde godt af det", udtaler Flo Rida.

Han fortsatte med at fortælle om sit seneste udspil, "Wild Ones", som udkom den 25. juni i år, og angiveligt er inspireret af såvel hans rejser rundt om i verden som den afdøde popstjerne Michael Jackson:

"Jeg blev nødt til at nive mig selv i armen, fordi det var så surrealistisk (...) Jeg er helt sikkert blevet inspireret af det og af alle mine fans. Jeg vil give dem en fest", lød det fra rapperen.

Middelmådig pop

Ifølge GAFFAs anmelder Maria Therese Seefeldt Stæhr er det lige præcis en fest, og ikke så meget andet, man får på "Wild Ones". Hun gav albummet tre stjerner og beskrev det som "dansevenlig pop til en tur i byen. Men det må gerne blive i byen".

"Dette album rummer desværre 35 minutter med middelmådig pop. Det fungerer fint som underlægning, mens man laver noget andet, men det vinder ikke ved at sidde og lytte koncentreret. Den ene sang tager den anden, og man lægger mere mærke til gæster og samples end til hovedpersonen selv. Der er ikke som sådan noget at sætte en finger på, men der er omvendt heller ikke noget interessant at fremhæve", fortsatte hun.

Det lyder derfor som et naturligt skridt for rapperen, at han nu har valgt at kaste sig over fitness og udgiver en workout-dvd, som vil give Flo Rida-fans rig mulighed for at komme i god form inden næste koncert.

Er man mere til at træne sammen med Bon Iver, så skulle dette også blive muligt senere på året. Vi kunne tilbage i december fortælle på GAFFA.dk, at Justin Vernon, sammen med sit band, kommer til at figurere på en fitness-dvd udgivet af hans personlige træner Jeff Rodgers. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA