x

Live Contest '05: Lige i Solar Plexus

Live Contest '05: Lige i Solar Plexus

Det er 15. år i træk, at Rytmisk Musik Danmark sparker Live Contest (tidligere DM i Rock) i gang. Både branchefolk, familie, venner – og hundredevis af ganske almindelige musiknarkomaner – var mødt op for at lure de fire finalebands, der havde fundet sig vej til toppen blandt 90 andre kandidater fra hele landet. Aftenens konferencier var en kæk og kosmisk Master Fatman, der ud over at præsentere orkestrene lukkede sære, underholdende anekdoter ud om alt fra oprørske teenage-indbrud i kælderrum til LSD.

Første hold på scenen var københavnerbandet Källing, som startede showet med poetiske tekster vokalt fremført af forsanger Tine Kjær, der slyngede hverdagsrelateret og autentisk lyrik ud på et underlag af indiepop. Fra øst til vest: Including Me fra Silkeborg var det næste band til at bevise, hvad de kunne. Med en teatralsk forsanger og Mew-referencer sprang de på publikum med synthflader og attitude. Wineladies (tidl. Alf) fortsatte den netop opståede rockbølge med engelsksprogede, melodiske numre, og originale Solár præsterede med spændende rytmeskift, irske violin-passager og gøgler-sfære at sætte et solidt punktum for ballet.

Til forskel fra andre musikkonkurrencer som eksempelvis Emergenza er det til Live Contest udelukkende dommerpanelet, der har rettighederne til at kåre vinderen, og dette, ifølge Master Fatman ”onde” panel bestod i år af Christian Backman (A&R-mand Copenhagen Records), René Cambony (producer m.m.), Tue West, Henrik Marstal (musikdebattør m.m.), Sara Sølvsten (manager) og Thomas Madvig (P3-vært). Under voteringen sørgede Per V, DJ Noize, Nappion, Luco og Vincent Van GoGo for pauseunderholdningen og endelig blev det tid til at afsløre vinderne – nemlig Solár, der løb af med både rosende ord fra dommerpanelet og økonomisk hjælp til karrieren.

Efter konkurrencen fangede GAFFA Tue West, der selv har deltaget i Live Contest og var ganske begejstret over konkurrencens udfald:

– Niveauet var højt og det var svært at udpege en vinder - genremæssigt var det ret forskelligt, men jeg tror, at det var det rigtige band, der vandt. Jeg synes, det er vigtigt, at vinderbandet har en helhed, og noget at byde på både live og i studiet – at der er noget specielt i sangskrivningen – noget at se frem til. Det synes jeg helt klart, at Solár var det bedste bud på.”

Hvis du gik glip af dette års LiveContest eller har fået blod på tanden, vender konkurrencen naturligvis stærkt tilbage næste år. Info om tilmelding mv. finder du på Rytmisk Musik Danmarks hjemmeside.

Rytmisk Musik Danmarks hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA