Nyhed

The Pains Of Being Pure At Heart til Aarhus

Den amerikanske indie-gruppe gæster Atlas til november

The Pains Of Being Pure At Heart fik en del opmærksomhed herhjemme, da de i 2009 spillede på Roskilde Festival og efterfølgende kunne trække fulde huse i Lille Vega. Sidste år kunne de opleves på Alive Festival i Thy samt i Amager Bio og nu er de så klar til indtage Aarhus.

New York-kvintetten blev dannet i 2007 og udgav samme år en selvbetitlede (og selvfinansierede) ep og i 2009 fulgte debutalbummet. The Pain Of Being Pure At Heart spiller indiepop af den støjende skuffe, hvor sangene drives frem af støjende guitarer i stil med My Bloody Valentine og The Jesus & Mary Chain, men bandet trækker også på inspiration fra eksempelvis Weezer, så melodierne fortsat står skarpt frem.

I 2011 udkom så album nummer to i form af "Belong". GAFFAs Simon Christensen uddelte fire stjerner og skrev blandet andet:


" I forhold til den engelske scenes ophav er The Pain Of Being Pure At Heart som soundtracket til en amerikansk collegekomedie, det vil sige mestendels tom underholdning efter model. Og netop som kvartetten burde få minuspoint for originalitet, så vinder de enormt ved at gøre skærende guitarspor og bombende postpunk-baslinjer tilgængelige for en ny ungdomskultur med forfriskende melodier og helt igennem naive punchlines som: "No matter what you say, it's never gonna come back" ("Heart In Your Heartbreak"), "I can't take it without you." ("My Terrible Friend") osv." 

Den 7. november kan The Pain Of Being Pure At Heart opleves på Atlas og billetter kan købes for 150 kroner via GAFFA Live

ANNONCE