x

Ny single fra Jomi Massage

Ny single fra Jomi Massage

Jomi Massage alias sangerinden, sangskriveren og musikeren Signe Høirup Wille-Jørgensen (tv. på foto) er snart aktuel med sit første album i fire år, "Dråbers Logik", indspillet sammen med forfatteren Anne Lise Marstrand-Jørgensen (th. på foto). Albummet tager udgangspunkt i Marstrand-Jørgensens digte, hvor de enkelte digte bliver skiftevis læst op og sunget af henholdsvis Marstrand-Jørgensen og Jomi Massage, som har lagt musik til.

"Dråbers Logik" udkommer i nær fremtid digitalt og på cd, mens det allerede nu findes på lp. Forud for udgivelsen er førstesinglen nu klar, et nummer som har fået titlen "Afledningsmanøvrer" og ifølge pressemeddelesen er "en betagende blanding af akustisk skønhed, hviskende ømhed og ond, mørk new age".

GAFFA fik i forbindelse med det kommende album en snak med Jomi Massage og Anne Lise Marstrand-Jørgensen om projektet, der tog sin begyndelse helt tilbage i 2003.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen fortalte blandt andet om "Dråbers Logik": "Jeg er meget glad for pladen. Der er så meget af os begge to i den plade. Det er ofte svært for mig at høre eller læse mine egne digte, så mange år efter jeg har skrevet dem. Dels fordi de inde i mit hoved knytter sig til bestemte perioder og begivenheder, dels fordi det bare er underligt at læse sig selv. Men det er anderledes med "Dråbers Logik", fordi digtene her bliver noget andet og mere end det. Når det bliver for tæt på og sært for mig, kommer Signe og putter det hele i sit musikalske kalejdoskop, så der opstår nye, smukke mønstre".

Sensommeren og efteråret byder på en række opførelser af "Dråbers logik" - uden Anne Lise Marstrand-Jørgensen, men i stedet med Henriette Sennenvaldt fra Under Byen og Maria Laurette Friis fra Tys Tys m.m. Trioen kan blandt andet opleves på dette års Lousiana Literature, der også har Patti Smith på programmet.

Lyt til "Afledningsmanøvrer"

Læs hele interviewet i GAFFAs artikelsektion.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA