Nyhed

The Gospel holder releasekoncert på Rust

Hør Kira Skovs nye garagerockprojekt live 7. november

På GAFFA.dk har vi tidligere forskræppet det nye projekt fra Kira Skov fra Kira And The Kindred Spirits. Nemlig gruppen The Gospel, hvor hovedkræfterne er Kira og den svenske guitarist og producer Tore Johansson, der også producerede Kira & Co,'s seneste album ”This Is Not An Exit” og ligeledes har produceret for blandt andre Franz Ferdinand, The Cardigans og Saint Etienne. Besætningen inkluderer også to medlemmer af de svenske guitarpoppere The Mopeds, nemlig Jens og Lindgård samt Martin Gjerstad.

Nu kommer The Gospels debutalbum så. Titlen er ”Faith”, pladen kommer mandag den 7. november, og samme aften klokken 21 kan man så på Rust i København høre en af bandets allerførste koncerter. Men der er kun et begrænset antal billetter i salg, så det er med at være hurtigt ude.

The Gospel lægger sig musikalsk ganske tæt op ad Kira And The Kindred Spirtis, men er mere råt og garagerocket. ”Faith” er første del i en trilogi, som efter planen næste år følges op med albummene ”Hope” og ”Glory”. Men tro nu ikke, at det betyder, at The Kindred Spirits er lagt på is. Kira turnerer stadig med bandet, og de planlægger også et nyt album næste år, så man kan ikke ligefrem beskylde hende for lediggang og slendrian.


The Gospels hjemmeside


ANNONCE