x

Jomi Massage i clinch med DR Big Band

Jomi Massage i clinch med DR Big Band

Den danske sangerinde og sangskriver Jomi Massage alias Signe Høirup Wille-Jørgensen er en alsidig dame. Sidste år solodebuterede Speaker Bite Me-frontkvinden med albummet "Aloud", der bød på både blid og særdeles støjende guitarrock. I september kom så den mere afdæmpede toer "From Where No One Belongs, I Will Sing", hvor Jomi Massage foruden sin særdeles intense stemme har klaveret som sit primære udtryksmiddel. Og nu har hun så noget helt tredje i posen, både musikalsk og tekstmæssigt – og på et nyt sprog.

Jomi Massage tager nemlig på en miniturné, hvor hun vil præsentere nye dansksprogede, efter eget udsagn bevidst naive, politiske sange, bakket op af selveste DR Big Band. Den alternative konstellation besøger VoxHall i Århus 18. november og Lille Vega i København dagen efter, begge med visuelle effekter ved den højt respekterede designertrio Ingen Frygt. Jomi Massage og DR Big Band udgiver også et album sammen i foråret 2006. GAFFA.dk har fået lov at smuglytte, og vi kan love et – som vanligt – absolut kompromisløst Jomi Massage-udspil, som givetvis vil skille vandene.

Billetter til koncerten på VoxHall kan købes på Ebillet og Billetnet og til Vega på Billetlugen.

Jomi Massages hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA