Nyhed

Rufus Wainwright skal giftes

Jörn Weisbrodt får sit "ja" fra den charmerende singer-songwriter torsdag den 23. august

Der er nok et par stykker, der deltog i festlighederne ved den netop overståede Copenhagen Pride Festival, som får knust deres hjerter nu. Den canadisk/amerikanske singer-songwriter Rufus Wainwright har nemlig meddelt, at han i morgen torsdag bliver viet med sin mangeårige partner og forlovede gennem to år, Jörn Weisbrodt.

Weisbrodt, der er kreativ direktør ved kunstfestivalen Luminato i Toronto, fik også et barn med Wainwright i februar sidste år. Viva Kathrine Wainwright Cohen, hedder pigen, hvis biologiske mor er Lorca Cohen, datter af den legendariske Leonard Cohen, som Wainwright har et tæt, personligt forhold til.

Wainwright udgav sit seneste album i apil i år. "Out Of The Game" fik store roser fra GAFFAs Michael José Gonzalez, der gav 5 ud af 6 stjerner og skrev: "'Out Of The Game' er et overflødighedshorn af sublim sangskrivning og vellyd med Rufus' inderlige og udtryksfulde vokal i centrum for udskejelserne i det detaljerige univers og de imponerende arrangementer". Albummet er skabt i samarbejde med produceren Mark Ronson (Amy Winehouse, Adele, Robbie Williams med flere).


Wainwright er lige nu i gang med at skrive en musical-film, der delvist er baseret på hans eget liv. Derudover er Danmark så heldig at få besøg af den nygifte Wainwright, når han spiller på Værket i Randers 29. november. Sidst han gæstede Danmark var i Falconer Salen i april i år. Koncerten fik kun tre stjerner af GAFFAs Pernille Smith-Sivertsen, som kaldte den en "usammenhængende, men menneskelig koncert". Tidligere Wainwright-koncerter har dog fået både fem og seks stjerner af GAFFAs anmeldere.

I april gav Wainwright i øvrigt et åbenhjertigt interview til GAFFA, som du kan læse i vores artikelsektion.

ANNONCE