x

Mugison klar med nyt soundtrack-album

Mugison klar med nyt soundtrack-album

Doven kan man ikke påstå, Mugison er. Det er kun godt et halvt år siden, hans andet rigtige studie-album, "Mugimama Is This Monkeymusic?", udkom, og knap et år siden soundtracket til "Niceland" fandt vej til butikkerne. Og nu er han så klar med endnu en skive, der er hans fjerde album-udgivelse til dato.

Der er tale om endnu et soundtrack, og det er lavet til filmen "A Little Trip To Heaven", der er instrueret af Baltasar Kormákur, som også stod bag filmatiseringen af Hallgrímur Helgasons roman "101 Reykjavik". "A Little Trip To Heaven"-soundtracket kommer til at bestå af 16 numre og udkommer efter Mugisons eget udsagn i løbet af de næste par uger på Island. Altså øen Island – ikke pladeselskabet.

Hvornår soundtracket dukker op i Danmark er endnu uvist, men mens vi venter, er der pt. mulighed for at downloade en gratis smagsprøve via Mugisons hjemmeside. Det drejer sig om nummeret "Go Blind" - en lovende dose sumpet freak-blues, der naturligvis er præget af Mugisons unikke lydsignatur.

Der vil muligvis være chance for at høre materiale fra den nye plade og for at købe den til de fem koncerter, Mugison spiller rundt omkring i Danmark i den næste måned:

24.11 Kolding, Pitstop
25.11 København, Vega
26.11 Aarhus, Voxhall
02.12 Esbjerg, Konfus
03.12 Aalborg, Studenterhuset

For det ikke skal være løgn, har Mugison for nylig også afsløret, at han så småt er startet på arbejdet med sit næste rigtige studie-album – en plade, han efter sigende overvejer at give titlen "Mugisongs". Hvis han holder sit nuværende arbejdstempo, er den vel klar til sommer.

Mere Mugison - inklusiv


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA