Nyhed

Neil Young & Crazy Horse på vej med nyt

Neil Young & Crazy Horse annoncerer opfølger til ”Americana”, som udkom i juni

Det er kun få måneder siden, at Neil Young og de skøre heste udgav coveralbummet "Americana", men allerede nu er de i gang med at færdiggøre opfølgeren, "Psychedelic Pill", som udkommer til oktober, denne gang med nye sange.

"Americana", som indeholder fortolkninger af traditionelle amerikanske folkesange og udkom i juni, fik af GAFFAs Jan Opstrup Poulsen fire stjerner og blandt andre følgende ord med på vejen:

"For de mest dedikerede Young-aficinados kan det næsten ikke blive bedre. Der bliver spillet med lige dele løssluppenhed tenderende det sjuskede for alligevel at ramme tonen hårdt og brutalt".


Nu er Neil Young og backingbandet Crazy Horse så igen ved at gøre klar til en udgivelse, som ifølge The Neil Young Times blev indspillet umiddelbart efter at bandet afsluttede deres "Americana" sessions i Audio Casa Blanca-studierne.

"Psychedelic Pill", som er sat til at blive udgivet i oktober, vil være tilgængelig på både dobbelt-cd og tripel-vinyl, og derudover vil der blive lavet videoer til hvert af pladens numre.

Albummet bliver det første med udelukkende nyt materiale fra Neil Young og Crazy Horse siden "Greendale" fra 2003 og kommer til at indeholde det fulde line-up i form af Billy Talbot (bas), Ralph Molina (trommer) og Frank Sampedro (guitar).


 

I oktober og november drager Neil Young og Crazy Horse på turné i USA og Canada, men rammer indtil videre ikke Danmark eller Europa i denne omgang. 

ANNONCE