Nyhed

Sidste chance for indstilling til UMA

På mandag lukker tilmeldingen til Underground Music Awards

Den 27. oktober er det igen blevet tid til Underground Music Awards, som løber af stablen for fjerde år i træk og for andet gang finder sted på Bremen i København. UMA fungerer som en hyldest til den danske undergrundsscene og deres talenter, der gennem awardshowet bliver hædret og anerkendt. Føler du, at du selv eller en du kender fortjener at vinde en pris ved dette show, så er det ved at være sidste udkald for tilmelding.

Showet uddeler i år priser i kategorierne Pop, Rock, Alternative, Electronica, Metal og Urban, og vinderne skal tilhøre den danske musikalske undergrund. I arrangørernes optik betyder det, at man gerne må have udgivet plader, men man må ikke have skrevet kontrakt med et af de fire multinationale selskaber, Universal EMI, Sony og Warner, og man må ikke "have fået sit store gennembrud i Danmark".

Man indstiller sig selv til nominering, og udvælgelsen sker af UMAs dommerpanel, som består af folk, der til hverdag beskæftiger sig med vækstlaget og undergrundsmusik, heriblandt et par skribenter fra GAFFA. Tilmeldingen sker via UMAs hjemmeside, og det skal altså senest gøres på mandag. De nominerede offentliggøres senere i september måned.


Man kan læse mere om arrangementet og tilmelde sit band på www.undergroundmusicawards.dk.

ANNONCE