Nyhed

Kongeligt besøg på Smukfest

I søndags genåbnede en light-udgave af festivalen til ære for regentparret, og som også bød skanderborgenserne indenfor

Det er snart en måned siden, at Smukfest kunne sige tak for i år, pakke festivalen sammen og se tilbage på det, som arrangørerne betegnede som en af de mest vellykkede i festivalens historie. I søndags åbnede dele af Smukfest dog igen for en enkelt dag til ære for regentparret, som havde lagt vejen forbi 8-6-6-0.

Krone 1, med dronning Margrethe og prins Henrik som passagerer, rullede søndag ind i skoven, hvor festivalens arrangører i den anledning havde genskabt en del af den magi, der hvert år lokker tusindvis til at besøge bøgeskoven den anden weekend i august. Dette var regentparrets sidste stop under besøget i Skanderborg, og her var det ikke kun de kongelige, som fik glæde af underholdningen.

Tusindvis af Skanderborgensere var mødt op for at tage del i begivenheden, som, ud over kaffe og kage, også bød på musikindslag fra Poul Krebs. Hele dagen sluttede af på Bøgescenen, hvor Peter Sommer i selskab med lokale korsangerinder fremførte Skanderborgs uofficielle nationalsang "8-6-6-0".


Se en video om besøget på festivaltv.dk og billeder fra dagen på Smukfests hjemmeside

ANNONCE