Nabiha er klar med ny single

Nabiha er klar med ny single

I 2011 hittede dansk/afrikanske Nabiha med singlen "Never Played the Bass", og på mandag udkommer næste udspil, "Mind the Gap", som samtidig er optakt til sangerindes kommende album. Den nye sang er skrevet i samarbejde med Nabihas faste sparringspartnere, Michelle Escoffery, Carl Ryden og Will Simms.

"Titlen kom jeg på efter utallige køreture til og fra musikstudiet i Londons undergrund, hvor man på hver station bliver mødt af 'Mind the Gap'-skilte, der skal gøre én opmærksom på mellemrummet mellem tog og perron. Samtidig henviser det også til mit mellemrum mellem fortænderne, som er så stor en del af mig, og som betyder held og lykke i mange afrikanske lande. Budskabet er, at vi skal passe på hinanden og på os selv, så vi alle kan komme sikkert til vores destination," fortæller Nabiha om den nye single.

Den nye single udkommer den 10. september, som er dagen inden "Nabiha-tema-aften" i TV2's program "Toppen af Poppen", hvor man hver tirsdag klokken 20 kan høre Nabiha, Mads Langer, Marc Johnson, Peter Belli, Sanne Salomonsen, Kasper Winding og Dicte lave nyfortolkninger af hinandens sange.

Nabiha, der har rødder i både Nordvestafrika og Danmark, har gjort opmærksom på sig selv med sin sprudlende pop siden debutudgivelsen "Cracks" fra 2010. Albummet modtog fem stjerner af GAFFAs Sohail Hassan, som skrev: "Resultatet er en glad, dansevenlig og melodisk elektronisk pop, som alle, efter få gennemlytninger, vil kunne synge med på. Nabiha synger godt og besidder en stærk vokal, som passer perfekt til formålet". I 2010 opvarmede Nabiha for Rasmus Seebach og senere for internationale navne som Jason Derulo og Jamie Cullum.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA