En af verdens største musikbegivenheder skal udspille sig i hovedstaden torsdag den 9. november 2006.
Torsdag den 9. november 2006 kan København og det øvrige Danmarks glæde sig over at skulle lægge hus til en af de helt store musikalske prisuddelingsfester, nemlig MTV Europe Music Award 2006, der finder sted for 13. gang.
Nyheden blev annonceret i dag kl. 11.00 på Københavns Rådhus. Til at præsentere den store nyhed var President of Creative & Editor-in-Cheif MTV Networks International Brent Hansen, Københavns nuværende overborgmester Lars Engberg, kulturminister Brian Mikkelsen, kulturborgmester Martin Geertsen samt administrerende direktør for Wonderful Copenhagen, Lars Bernhard Jørgensen. MTV Europe Music Award 2006 er nemlig blevet en realitet i København i et samarbejde med Københavns Kommune, Kulturministereiet og Wonderful Copenhagen, der alle har kulturel vækst og udvikling i hovedstaden på dagsordenen.
De var alle meget stolte over at kunne meddele, at næste års MTV Europe Music Award skal finde sted i københavn på en endnu ikke offentliggjort location. Brent Hansen, der har været med siden MTVs fødsels i 1984, kunne fortælle, at man har en række locations i kikkerten, men han ville ikke løfte sløret for hvilke. Men der er tale om en location med plads til 5.000-10.000 mennesler, så mon ikke Forum kunne være et kvalificeret bud? Brent Hansen kunne naturligvis heller komme med nogle programmæssige afsløringer, men han kunne – ligesom det har været tilfældet med MTV Music Award siden debuten i Berlin i 1994 – garantere et stjenespækket lineup.
Kulturminister Brian Mikkelsen tilføjede desuden, at der vil blive bevilliget 1,5 millioner kroner til en event, der har fået overskriften Copenhagen Music Week. Eventen, som skal være en tilbagevendende begivenhed, skal forsøge at iscenesætte det eksplosive danske musikvækstlag, og håbet er selvfølgelig, at prisuddelingens globale bevågenhed vil skabe en særlig interesse for det danske musikvækstlag:
– Det går generelt rigtig godt for dansk musikeksport, og i samarbejde med bl.a. MXD (Music Export Denmark, red.) skal vi forsøge at skabe en attraktiv optakt til MTV Europe Music Award 2006. Det forventes, at der kommer over 700 internationale musikjournalister og fotografer og deres tilstedeværelse skal sikre en massiv eksponering af dansk musik, fortæller Brian Mikkelsen til GAFFAs udsendte.
– Vi skal sørge for, at alle genrer er repræsenteret, og selvom det selvfølgelig er de mere etablerede danske navne, der skal tiltrække de internationale musikmediers opmærksomhed, så skal der også være plads til det spirende og mindre etablerede vækstlag, forsikrer Kluturministeren.
MTV Europe Music Award 2006 sendes live fra Danmark til over 1 milliard mennesker i hele verden via MTVs internationale netværk og en række mediesamarbejdspartnere.
GAFFA følger naturligvis nøje både offentliggørelsen af location og den løbende programoffentliggørelse, som der tages hul på i det nye år.