Nyhed

Trey Songz gæster Store Vega

Den amerikanske r&b-sanger kommer til Danmark i januar

Amerikanske Trey Songz gæstede i april 2011 Danmark og Amager Bio, og nu er han klar til at vende tilbage med en koncert i Store Vega den 6. januar 2013.

Trey Songz blev i 2000 opdaget igennem et talentshow, der førte til en pladekontrakt med Atlantic Records. Han fik sin albumdebut tilbage i 2005 med "I Gotta Make It", og i 2007 udkom opfølgeren "Trey Day". Begge album fik stor succes, men det gik ekstraordinært godt med tredje album "Ready" fra 2009, som har solgt over 800.000 eksemplarer alene i USA.

Songz var klar med fjerde album "Passion, Pain & Pleasure" i 2010, og nu er han aktuel med sit femte album "Chapter V", som kom på gaden i august. Albummet fik en meget beskeden 1-stjernet anmeldelse af GAFFAs Sohail Hassan under overskriften "Kedelig metervare hjerte/smerte-teenage-r&b", men selv karakteriserer sangeren albummet som sit bedste album indtil videre: "Musikalsk er det mit bedste album til dato – lydmæssigt, vokalt og med respekt for sangskrivning. Det er et album der tager dig mange steder hen, både følelsesmæssigt og sanseligt."


Trey Songz har i sin musikkarriere arbejdet med en lang række store navne heriblandt Mary J. Blige, Lil Wayne, Drake, R. Kelly, Usher og Aretha Franklin. Han er flere gange blevet nomineret til Grammy og BET Award (Black Entertainment Television), og modtog i både 2009 og 2012 en BET Award i kategorien "Best Male R&B Artist".

Billetter til Trey Songz kan købes fra tirsdag den 2. oktober via Billetlugen.dk.

 


ANNONCE