Den aarhusianske spillestedsfestival er på vej med nye tiltag
I januar bliver det tredje gang, at Musik Aarhus Festival afholdes på de aarhusianske spillesteder og præsenterer aarhusianske kunstnere til gratis koncerter. Til 2013-udgaven af festivalen udvider festivalen med en gratis pladebørs, som arrangeres af Musik Aarhus Festival og Per Jensen fra Pladebørsen i Aarhus og finder sted på Godsbanen i dagtimerne lørdag den 12. januar.
"Pladebørsen er endnu et gratis tilbud i den samlede Musik Aarhus Festivalpakke, og vi ser tiltaget som en helt naturlig udvidelse af festivalen," fortæller Mikael Juul Larsen, som er marketing manager i Fonden VoxHall, der står bag de to regionale spillesteder Atlas og VoxHall.
"Vi er utrolig glade for, at Pladebørsen i Aarhus vil være med til at udvide festivalen, og på denne måde sørger vi for, at det ikke kun er de udøvende musikere, arrangørerne og musikskolerne med flere, der bidrager til det samlede budskab om at skabe større kendskab til den rytmiske musik i Aarhus," udtaler Juul Larsen.
Ud over pladesalget vil der i 2013 også komme et nyt tiltag i form af en stor, gratis musikmesse.
Musik Aarhus Festival 2013 præsenteres af Aarhus' regionale spillesteder og finder sted i perioden 10.-19. januar, hvor der vil være koncerter med en række aarhusianske kunstnere i forskellige musikgenrer. Sidste år spillede blandt andet The Echo Vamper (billedet), Asbjørn, Flødeklinikken og Pil og Liv.