Nyhed

Tim Christensen tager på Japan-turné

Den danske sangskriver tager på sin første turné i Japan som solist

Dizzy Mizz Lizzy havde i 1990'erne succes med både turnévirksomhed og pladeudgivelser i Japan, og nu rejser den populære, danske singer-songwriter og Dizzy-forsanger Tim Christensen på sin allerførste soloturné i Japan.

Tim Christensen & The Damn Crystals begynder deres Japanturné i morgen fredag, hvor de spiller koncert på Soma i Osaka. Lørdag den 6. oktober kommer de til Shibuya Box i Tokyo, og søndag den 7. oktober giver de koncert i Club Citta, Kawasaki i Tokyo. Flere af koncerterne er udsolgt.

Tim Christensens seneste plade med titlen "Tim Christensen & The Damn Crystals" blev udgivet i Japan i maj måned, og i fredags udkom det forrige album "Superior" også i det østasiatiske land.

Christensen afslutter sin turné til efteråret i Danmark med fire koncerter i AAlborg, Odense, Aarhus og København, hvor sangskriveren vil varme op for sig selv med et akustisk sæt.


Tim Christensen debuterede som soloartist i 2000 med albummet "Secrets on Parade", og siden er det blevet til "Honeyburst" i 2003, "Superior" i 2008 og senest "Tim Christensen and the Damn Crystals" i 2011. 

De danske koncerter er:

Fredag 9. november 2012: Aalborg, Skråen


Lørdag 10. november 2012: Odense, Posten

Fredag 16. november 2012: Aarhus, Voxhall

Lørdag 17. november 2012: København, DR Koncerthuset 


Billetsalget til koncerterne er i gang via GAFFA Live.

 

ANNONCE