En hippie med en plan
Lad det være sagt fra start – Neil Youngs selvbiografi, "Waging Heavy Peace", er en lige så utilregnelig skabning som mandens musikalske bagkatalog. 65 år gammel sidder Young (primært) på Hawaii, for første gang siden han var 18 år gammel alkohol- og potfri, og skuer tilbage på et liv, der har taget mange uforudsigelige drejninger undervejs.
"Waging Heavy Peace" er opdelt i et hav af små kapitler af fem-seks sider. Ligesom Youngs musikalske udgivelser gennem de sidste 40 år er kapitlerne ikke sammenhængende i kronologi og udvikling. Udviklingen og historien i et kapitel kan få lov at stå og flagre i vinden for først (måske) at blive afsluttet 100 sider og 40 andre historier senere.
Som sagt repræsenterer dette jo glimrende måden, Neil Young altid har arbejdet på. Eksempel: I 1972 udsendte han mesterværket "Harvest" – efterfølgende skulle der gå 20 år og 18 andre udgivelser, stikkende i alle musikalske retninger, inden Young fulgte "Harvest" op i 1992 med "Harvest Moon"-udgivelsen. "Waging Heavy Peace" har intet indeks eller farverige billeder – bogen er skrællet ind til benet, nærmest et symbol på mandens kunst og fremførelse af samme.
Vi følger den femårige polioramte Youngs barndom i Ontario, Canada. Videre til Winnipeg, hvor det første band, Squires, dannes. Videre til 1960'ernes hippiekollektiver i Toronto. hvor den unge Neil indspiller et album med bandet Mynah Birds med Vietnamkrigen som susende baggrundsmusik.
Sidst i 1960'erne sætter Young og fire venner kursen mod Los Angeles, primært for at finde Steven Stills, som Young havde mødt tilbage i Canada mange år tidligere – og med dannelsen af Buffalo Springfield begynder tingene at tage form.
Når Young skuer tilbage. er det med en progressiv hippies øjne – coveret til bogen viser Young med en note i hatten, der siger Hippie Dream. ITunes, mp3'er og kampen om retten til verdens olie er djævlen i denne fortælling. Derfor er den aldrende musiker i gang med at udvikle biler, der kører på alternativt brændstof, og ikke mindst sit kvalitetsalternativ til mp3-musikken – PureTone/Pono. Disse kampe er faktisk bogen omdrejningspunkt – Young siger, at han vil "indlede stabil fred" med iTunes (herfra bogens titel). Hvad dette indebærer, får vi dog aldrig helt løftet sløret for.
Flere spørgsmål end svar
Når man lytter til Neils Youngs musik, har man altid skullet acceptere, at det er ham, der fortæller historien, og lytteren der tages på en fortællende rejse. Eksempelvis på 2003-udgivelsen "Greendale", hvor Young, bakket op af Crazy Horse, leder os igennem en rockoperafortælling, omhandlende indbyggerne i en lille fiktiv californisk by – eller den eksperimenterende "Trans" (1982) udgivelse, hvor omdrejningspunktet var kommunikation med og via maskiner. Dog fungerer fortællingerne i "Waging Heavy Peace", med dens korte og ikke kronologiske stil, ofte mere som en rodet blog end en biografi – og til tider løber den gode fortælling, ærgerligt nok, lidt ud i sandet.
Hvor Rolling Stones' Keith Richards tog os med helt ned i de dybeste rynker i det furede ansigt i selvbiografien "Life" (2010), efterlader Young os ofte på overfladen med flere spørgsmål end svar. Eksempelvis kunne det være rart at få uddybet, hvorfor Young gang på gang, gennem bogen, fremhæver Steven Stills som den mest geniale og underkendte musiker nogensinde.
Det kunne også have været sjovt at få lidt mere uddybning omkring de aftener, Young tilbragte med Charles Manson som musikalsk partner i Dennis Wilsons (Beatch Boys) hus på Sunset Boulevard – vel at mærke inden Sharon Tate-mordet.
Det ville også have været interessant at have fået Youngs syn på den 1990'er-grunge-periode, der hyldede ham som stilren Godfather.
Tanker og overvejelser omkring den genfødte amerikanske rock i 1990'erne og indspilningen af "Mirror Ball" (1995), et Young og Pearl Jam-samarbejde, fylder sammenlagt fem linjer i bogen.
Sidst i bogen funderer Young dog over Cobains selvmords brev, et brev der citerede en tekst, Neil Young havde skrevet i forbindelse med Elvis' død små tyve år tidligere. Men det er jo Young, der er fortælleren, og ham der vælger historierne – sådan har det jo altid været – både gennem mandens solokarriere, sammen med Crazy Horse, filmindspilninger med Jim Jarmusch et cetera.
Dog finder jeg, som Neil Young-fan, at der ligger en del spændende historier, jeg hellere ville have hørt end den detaljerede tilbagevendende beskrivelse af de biler, han har ejet, eller den passion han har for modeltog. Eksempelvis flere detaljer omkring indspilninger af klassikere som "Harvest" og "After the Gold Rush" (1970) kunne have været spændende – beretningen om "Harvest"- indspilningerne fylder halvanden side og handler mest om Youngs dårlige ryg i den periode.
Lidt for meget modeltog
Dog får vi, gennem bogens 500 sider, et glimrende indblik i, hvordan en af musikhistoriens mest produktive kunstnere anskuer verden anno 2012. Youngs far var forfatter og journalist med filosofien: Bare skriv hver dag, du vil blive forbavset over, hvad der vil komme ud af det – et mantra, sønnen har fulgt til fulde.
Fascinationen af Bob Dylan går som en rød tråd gennem hele "Waging Heavy Peace". Dylan, den ensomme ulv, som modsat Young og Springsten aldrig har haft brug for et Crazy Horse-band eller en Clarence Clemons ved sin side. Siden Young opdagede Dylan tilbage i 1960'ernes Winnipeg, har denne stået som den fascinerende modpol til hele Youngs udvikling. Young selv har altid haft brug for at kunne vende tilbage til basen, familien og Crazy Horse, når han havde vandret for længe alene.
Fortællingen i "Waging Heavy Peace" kommer mest til live, når der skues tilbage på livet i 1960'ernes Californien. Livet på Sunset Boulevard, hvor han, Dennis Hopper, John Densmore (The Doors) og hvem der ellers var til stede, delte instrumenter, drømme og kønssygdomme. Eller når han tog turen til Haight-Ashbury i San Fran. og boede i The Airplane House (Jefferson Airplanes' kollektiv).
Og nu – 65 år gammel – drømmer hippien dog ikke kun om vindmøller og biogas. Young har stadig visioner for fremtiden – stadig visioner om at drive det Crazy Horse-band, han elsker, mod nye eventyr. Gennem bogen får man fornemmelsen af, at Crazy Horse primært rider med minderne som brændstof. Young gør dog klart, at han i den nære fremtid vil samle hesten igen – en hest, som rider bedst, når den ingen destination har fra begyndelsen, som han udtrykker det. En filosofi, der har virket for Crazy Horse, men som ikke rigtig virker for biografien.
"Waging Heavy Peace" er ikke en fortælling om Neil Youngs karriere som sådan, men et indblik i, hvor manden står lige nu. Det ville have været fint, hvis hovedpersonen et sted gennem de 500 sider kunne fortælle, hvorfor det var lige nu, han fandt det relevant at skrive sin biografi – på den anden siden er Youngs karriere jo aldrig kommet med en facitliste.
Personligt kunne jeg godt have tænkt mig lidt mere historie og lidt mindre modeltog, men det er jo en smagssag. Vi vil dog se frem til, hvad der kommer ud af Crazy Horse næste gang. Med al den vrede og skuffelse, Neil Young lægger for dagen i "Waging Heavy Peace", kunne man forestille sig, at det ville blive en noget aggressiv hest, der blev sluppet løs næste gang.
Karakter: 4 ud af 6 stjerner.
Neil Young: "Waging Heavy Peace", Blue Rider Press, 497 sider. Den danske oversættelse med titlen "En Hippiedrøm" udkommer 9. november.
