Nyhed

The Vines-sanger arresteret for overfald på forældre

Sanger og guitarist Craig Nicholls er sigtet for fem lovovertrædelser

Forsanger og guitarist Craig Nicholls (nummer tre fra venstre på foto) fra det australske band The Vines er blevet arresteret. Ifølge The Sydney Morning Herald er Nicholls blevet arresteret efter en episode i forældrenes hjem i Sydney hen over weekenden.

Det forlyder, at Nicholls slog sin mor to gange i hovedet og derefter prøvede at løbe væk fra politiet, som i mellemtiden var ankommet til hjemmet. De var tvunget til at bruge peberspray mod sangeren, og eftersigende fik den ene betjent skader i forsøget på at anholde Nicholls. Nicholls har tidligere kæmpet med sin Aspergers Syndrom-lidelse, der tilbage i 2008 medførte, at bandet måtte aflyse deres turné.

Det australske band opstod sidst i 90'erne ud fra resterne af et Nirvana cover-band. De udgav deres femte og seneste studiealbum, "Future Primitive", i 2011. "Future Primitive" er indspillet i Paris i februar 2010 sammen med produceren Chris Colonna, som tidligere har arbejdet med australske Wolf & Cub.


The Vines er i øvrigt på GAFFAs liste "Verdens største bands, der floppede".

ANNONCE