x

Alan Wilder: Jeg er ikke nogen synth-nørd

Alan Wilder: Jeg er ikke nogen synth-nørd

Keyboardspiller, producer med mere Alan Wilder spillede i Depeche Mode i perioden 1981-1995, og sideløbende havde han fra 1986 det musikalske projekt Recoil, som stadig eksisterer i dag. Den 10. november besøger han Empire Bio i København for at vise filmen "Recoil: A Strange Hour in Budapest", der blev lavet ud fra en Recoil-turne i 2010 og 2011. Bagefter er der mulighed for publikum at stille spørgsmål til Alan Wilder og hilse på ham.

GAFFA har talt med Alan Wilder som optakt til begivenheden, og du kan læse interviewet nedenfor.

"A Strange Hour" blev præsenteret i 52 byer i hele verden, som en del af "Selected Events"-turneen, der fejrede 25 år med Recoil. Det var ikke så meget begivenheder med "live"-band, som det var kunstinstallationer. Til dette formål havde Wilder samlet filmskabere fra Rusland, Tjekkiet, Ungarn og Argentina., der uploadede deres arbejde til en fælles server, som andre kunne se, reagere på og give feedback på. Filmen er filmet i den seneste HD-teknologi.

Recoil blev skabt i 1986 med en eksperimenterende ep med to sange på, der fangede pladeselskabet Mute Records' opmærksomhed, og blev udgivet som et minialbum. I 1988 udkom så fuldlængdepladen "Hydrology" og i 1992 "Bloodline". I starten af 90'erne var Alan Wilder med til at indspille og producere de to meget succesrige Depeche Mode-album "Violator" (1990) og "Songs of Faith and Devotion" (1993), inden han i 1995 forlod bandet efter 14 år grundet utilfredshed med samarbejdsklimaet i gruppen.

Siden er det blevet til fire album med Recoil: "Unsound Methods" i 1996, det meget anmelderroste "Liquid" fra 2000, "subHuman" fra 2007 og "Selected" fra 2010, som er en samling af klassiske Recoil-sange udvalgt af Wilder.

Se en trailer for filmen her.

Billetter kan købes på Empire Bios hjemmeside.

Du kan i øvrigt vinde billetter til arrangementet i GAFFAs konkurrencesektion.

Du kommer til Danmark, København, den 10. november, for at præsentere filmen Recoil: A Strange Hour In Budapest. Så vidt jeg kan forstå er der tale om noget, der er lige dele koncertvideo og installationskunst – kan du sige lidt mere om hvad man kan forvente?

Det er korrekt. De shows vi turnerede med i 2010 og 2011 var mere audiovisuelle præsentationer end live-band. Jeg har altid betragtet det som en udfodring at præsentere Recoil-musik på en måde hvor, a: det ikke bliver for dyrt (altså ikke noget med at slæbe alt for mange musikere med rundt), b: det bliver muligt, at tilføje showet et anderledes udtryk, der stadig repræsenterer musikkens komplekse natur, de usædvanlige samples, de underlige loops og den slags, og, c: det oplagte problem omkring gæstevokalister og gæstemusikere løses.

For at Recoil kunne optræde i teatre og på mindre steder, måtte vi engagere publikum på en anden måde. Jeg indså, at man må være mere direkte, når man spiller på klub-lignende steder, på højt PA-system, foran et publikum, der er i byen for at feste, måske mere eller mindre alkohol-påvirkede. Derfor fandt vi på denne form, en slags kæmpe remix, som er skræddersyet til den type publikum, og som ikke lægger skjul på at det meste af showet er forprogrammeret. Kun dele af det opføres live. En præsentation. Da der ikke var noget band, blev det nødvendigt at bruge film for at give et visuelt indtryk, så jeg gik til fire forskellige filmmagere med opgaven.

Selve koncertfilmen blev til, som så ofte med den slags, på baggrund af tilfældigheder snarere end som planlagt projekt. Det ungarske produktionsteam foreslog mig, at de kunne filme koncerten i Budapest, og det sagde jeg ja til med glæde, og betragtede det som et fælles projekt. Jeg havde snakket med Mute flere gange om en mulig koncertfilm da vi begyndte at turnere med A Strange Hour, men jeg fik ikke mange svar dengang – der var ikke økonomisk opbakning eller egentlig interesse for det.

Det vi er endt med er en slags collage i flere lag, snarere end en almindelig koncertfilm, en film i en film, hvor den visuelle dybde forhåbentlig matcher musikkens lag. Det hele kombineres med vores egne performance-elementer, time-lapse-billeder af Budapest centrum og et højrøstet ungarsk publikum.

 

Teknologi før og nu

Lad os snakke lidt teknik. Du begyndte at lege med synthesizere tilbage i halvfjerdserne, og hvis man sammenligner datidens musikteknologi med i dag, så må man sige, at der er sket et eller andet. Hvad vil du sige er fordelene og ulemperne?

Der er nogle helt åbenlyse fordele ved vore dages teknologi, og vi har set mange kvantespring, især indenfor software. Men til syvende og sidst, så handler det stadig om idéerne, og selvom vi har en mængde gode værktøjer til rådighed, så er de der dybest set kun for at understøtte idéerne. Hvis du ikke har gode idéer når du går i gang, så vil alverdens fine udstyr ikke kunne skjule det faktum.

Mange ting er blevet meget lettere at gøre i dag, men det kan også gøre en doven som musiker. I firserne måtte vi arbejde hårdt for at hive idéerne ud af vores fantasi og ned på bånd, sådan som vi hørte dem inde i hovedet. I dag kan man stort set gøre det samme med en laptop og et par plugins, og på ingen tid. Det at vi måtte tænke rundt om begrænsningerne dengang, gjorde at resultaterne ofte blev uventede og overraskende, og så er der bestemt noget nostalgi og endog stolthed knyttet til de pionerende eksperimenter vi foretog os.

Hvis nu du skulle pege på dine fem yndlings-synthesizere, hvilke ville du så vælge, og hvorfor?

Jeg er faktisk ikke nogen stor synth-nørd, for nu at være helt ærlig. Jeg har et ømt punkt for Mini-Moog'en, da det var den første synthesizer jeg ejede. Jeg er også vild med VCS-3, som Eno brugte tilbage i Roxy Music-dagene. Også Pink Floyd brugte VCS-3 i midthalvfjerdserne, på Meddle, Dark Side Of The Moon og Wish You Were Here. Vi brugte Arp 2600 på en del af de tidlige Depeche Mode-album, hvilket gav en speciel Dan Miller-klang, som jeg er ret glad for. Jeg kan også godt lide nogle af de tidlige samplere såsom de første Emulators med deres lo-res presets, og så naturligvis Mellotronen, som egentlig var verdens første sampler, selvom den brugte analoge bånd. Hvis vi skal længere tilbage i halvfjerdserne, så husker jeg Wurlitzers elpiano og så Hammond-orglet.

Læs et længere interview med Alan Wilder, hvor han blandt andet taler om gæstevokalister, om fremtiden for Recoil og om musikbranchens krise, i GAFFAs artikelsektion.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA