Esther Maria debuterer

Esther Maria debuterer

Den danske sangskriver Esther Maria er på vej med debutpladen "The Abyss", som hun har arbejdet på i 2010 og 2011. Albummet kommer på gaden den 1. november.

Sangene er inspirerede af mange forskellige stilarter med afsæt i den folkede genre, og "The Abyss" blev indspillet i New York i 2010 i samarbejde med indie-produceren Mark Kramer, der har arbejdet med navne som Low, Galaxie 500, Daniel Johnston, Nikolaj Nørlund og Jacob Faurholt.

"The Abyss" er udgivet på Esther Marias eget selskab, The Quest Records, er crowdfunded via platformen Indiegogo.com, og artworket til pladen er lavet af Lasse Hoile, som også har arbejdet med det engelske Porcupine Tree. På pladen medvirker Jeff Linsenmaier på keyboard/klaver, Soma Alpass på cello og Esther Marias faste sidemand Torsten Stistrup Cubel på guitar.

I 2009 udsendte Esther Maria desuden ep'en "My Black Heart, og har tidligere optrådt på Spot Festival.

Guitarist og Patti Smiths mangeårige makker Lenny Kaye har i øvrigt rost den danske sangerindes debutalbum:

"Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle forvente, men det er så  uventet, teksterne og melodierne på albummet, meget imponerende... Hvilken sød, bevægende stemme og sange der matcher den, arrangementerne er perfekte... Jeg har nydt det ekstremt meget, så det har skabt den vigtige forbindelse mellem lytter og kunstner," har Kaye skrevet om albummet i en mail til Esther Marias manager og guitarist Torsten Cubel, som mødte Kaye på Roskilde Festival 2010 og gav ham albummet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA