Den, der bedst repræsenterer den danske lyd, er...

Den, der bedst repræsenterer den danske lyd, er...

2000 personer har stemt og tilkendegivet, hvilke sange de synes er dansk lyd, siden GAFFA skrev nyheden om WiMPs idé for to uger siden. Ideen foregår i forbindelse med Spil Dansk Dagen i dag og går ud på at lave en spilleliste med de 20 sange, der bedst viser den danske lyd.

Nu er listen klar, og førstepladsen går til Natasja med "Gi' Mig Danmark Tilbage". Sangen er et opråb til Danmark om at passe på de særlige steder som Christiania og Ungdomshuset og ikke mindst hinanden. Nummeret, som har over 6,5 millioner views på YouTube, er frisindet og politisk, hvilket er noget, som Natasja ikke mente fandt sted på Christiansborg, da hun sang "det er ikke politik, det er pis og polemik" med sin præcise vokalpræstation. Natasja døde alt for tidligt, da hun blev dræbt i en bilulykke i 2007 på Jamaica. Dér var hun 32 år og tæt på sit store gennembrud som sangerinde, rapper og dancehall-stjerne. Teksten til "Gi Mig Danmark Tilbage" er passionieret, og fædrelands(op)sangen med det høje tempo er produceret af Pharfar og baseret på den ældre sang "Wipe-Out" med The Surfaris.

På WiMP-spillelisten er der selvfølgelig også ældre repræsentanter som Shu-Bi-Dua, Sort Sol, C.V. Jørgensen og Skousen & Ingemann. Sidstnævnte med nummeret "Herfra Hvor Vi Står", mens Kim Larsen både er stemt ind som solo-kunstner og med Gasolin'. Gasolin' er desuden det eneste navn på listen, der optræder to gange. Det gør de nemlig med både "Langebro" og "Rabalderstræde".

Det sidste nummer på listen er samme genre som førstepladsen. På 20. pladsen ligger nemlig Klumben og Raske Penge med sommerens hit "Faxe Kondi". Nummeret er også det nyeste nummer på listen. De yngste på listen er Ulige Numre med deres hyldestsang "København", der blev deres store gennembrudshit i 2011. 

Hiphoppen er repræsenteret af Malk De Koijn med "Kosmisk Kaos" fra debutalbummet, mens Isam B. synger om, hvordan det er at være født i Danmark. Pato Siebenhaar synger "Gå For Det" på listens 9. plads.  

Du kan se og lytte til hele listen her.

Synes du, der mangler nogen på listen? Kom med dit bud nederst på siden. 

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA