x

Gary Glitter anholdt for pædofili

Gary Glitter anholdt for pædofili

Den tidligere glamrock-sanger Gary Glitter, som var populær i 1970'erne, er i weekenden blevet anholdt for seksuelle overgreb, og han er den første, som bliver anholdt i forbindelse med Operation Yewtree. Operation Yewtree er en efterforskning af den afdøde mediepersonlighed Jimmy Savile og andres seksuelle udnyttelse af børn, og ifølge The Guardian har Scotland Yard-detektiver, som arbejder på efterforskningen, modtaget information om mere end 300 mulige ofre.

Gary Glitter, som i virkeligheden hedder Paul Gadd, blev tilbageholdt søndag morgen i det centrale London og blev taget til en politistation i byen. Han blev løsladt mod kaution og blev set forlade Charing Cross-politistationen i London kort tid før klokken 17.

I 1999 sad Glitter fire måneder i fængsel efter at have tilstået at være i besiddelse af en samling på 4000 pornografiske fotografier af børn, som blev misbrugt. I 2006 blev han i dømt tre års fængsel af en vietnamesisk domstol for sexual chikane af to mindreårige piger. Gary Glitter holder stadig fast i, at han er uskyldig.

Desuden fortalte pr-agenten Max Clifford lørdag, at op imod 15 berømtheder har opsøgt ham og er bange for, at deres seksuelle eskapader i 1960'erne og 1970'erne vil fange dem i politiets efterforskning.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA